
Foto: Google Streetview.
Byrådet i Furesø Kommune er uenige om fremtiden for de fredede marker i Farum Vest.
Et flertal i byrådet ønsker at bygge 580 parkeringspladser, svarende til et areal på 22 fodboldbaner, samt op til tre 11-mands fodboldbaner til støtte for FC Nordsjællands superligakampe.
Inden sommerferien i år sendte de et høringssvar med forslaget om at bygge på det fredede område. Det gjorde de til trods for, at kommunen fik en afvisning fra Fredningsnævnet tilbage i 2021.
– Det er ikke en kommunal opgave at understøtte en privat virksomhed. Og slet ikke, når det er på bekostning af naturen, siger Øjvind Vilsholm, byrådsmedlem for Enhedslisten, der stemte imod forslaget.
Fodboldklubben FC Nordsjælland er hovedsageligt ejet af en egyptisk investor, og at bygge parkeringspladser og fodboldbaner til klubben vil derfor anses som erhverv.
En udsigtsfredning
Byrådsmedlem fra Venstre, Lars Carpens (V), som stemte for forslaget, ser anderledes på sagen.
– Den fredning, der er lavet derude i sin tid, havde til formål at sikre og beskytte udsigten. Det var ikke en naturfredning. Det var derfor tiltænkt, at man godt kunne etablere eksempelvis fodboldbaner og parkeringspladser derude, fordi det ikke var noget, der ville tage udsigten, siger Lars Carpens (V).
Inden Farum Vests oprindelige fredning i 2009 havde Lars Carpens (V), der var borgmester i 2002-2006, allerede planer om byudvikling. Det fremgår af Fredningskendelsen for Farum Vest-fredningen udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening.
I dokumentet fremgår det, at formålet for fredningen er at sikre det frie udsyn og at bevare de væsentlige landskabelige værdier.
– De har opfundet begrebet ”en udsigtsfredning”, og så mener de, at bare der er udsigt, så kan man gøre hvad som helst. Men det er ikke et begreb, der findes officielt. Der står ikke noget om, at det er en udsigtsfredning, siger Carsten Juel, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Furesø.
Danmarks Naturfredningsforening i Furesø kan rejse fredningssager i kommunen, både alene men også i samarbejde med kommunen. Formanden foretrækker netop at gøre det i samarbejde med kommunen.
“Bare en bølget mark med græs på”
Flere borgere har udtrykt deres bekymring for naturens fremtid i Farum, fortæller Øjvind Vilsholm.
– Der er mange, der er bekymrede for naturen og det grønne område omkring Farum. Der er borgere, der bor lige i nærheden, som har stor glæde af naturen, og som kan se ud over markerne, og de bruger også området til at gå tur i. Det vil være en væsentlig forringelse af deres herlighedsværdi og mulighed for at nyde det grønne, siger Øjvind Vilsholm (Enhl.) om borgernes bekymring for de marker, der kan blive parkeringspladser til FC Nordsjælland-fans.
På trods af, at marken er fredet, mener Lars Carpens (V) ikke, at marken har en plads i Farums natur.
– Det område har ikke nogen naturværdier. Det er bare en bølget mark med græs på, som hestene går og afgræsser. Der er ikke natur i det område, siger Lars Carpens (V), som gerne så, at marken blev lavet til græsparkering.
Trodser gammel afvisning
Et flertal i byrådet valgte inden sommerferien at sende endnu en dispensation fra fredningen til trods for en blank afvisning af Fredningsnævnet tilbage i 2021.
Det får formanden i Danmarks Naturfredningsforening i Furesø til at ryste på hovedet:
– Jeg kan slet ikke forstå, at flertallet i byrådet mener, at de har en chance for at få det igennem. Betingelserne er jo de samme, fredningerne er de samme. Og det vil undre mig, hvis fredningsnævnet kom til en anden afgørelse her nogle få år efter, siger Carsten Juel.
Ifølge Lars Carpens (V) er fremtiden for fodboldklubben i højsædet. Og derfor har man sendt forslaget til høring.
– FC Nordsjælland er en rigtig positiv virksomhed, som skaber massevis af god omtale omkring kommunen. De er en spændende virksomhed med hensyn til at udvikle spillere og professionalisere folk. Det skaber mulighed for, at unge mennesker kan få en god uddannelse, siger Lars Carpens (V), som begrundelse for hvorfor flertallet.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med formand for Plan- og Byudvikling Bettina Ugelvig (S).
Sådan gjorde vi: Journalisten undersøgte de vigtigste emner i kommunalvalget i Furesø Kommune. Klima og natur stod højt på listen, og journalisten blev bekendt med politikernes uenigheder angående idéen om opførelse af parkeringspladser og fodboldbaner på en fredet mark. Journalisten researchede debatindlæg og Danmarks Naturfredningsforenings fredningskendelser på området, og hun interviewede to byrådsmedlemmer, som er uenige i sagen. Kilderne er interviewet over telefon.
One Response to "Stor uenighed i Furesø: Fredet mark eller p-pladser?"