Roskilde er på bunden i ældreanalyse: “Det viser ikke hele billedet”

Roskilde Kommune er et af landets dårligste kommuner på ældreområdet ifølge ny undersøgelse.
Foto: Wikimedia

En landsdækkende analyse viser, at Roskilde Kommune er nummer 97 ud af 98 kommuner på ældreområdet. Analysen er udarbejdet af NB-Ældre og sammenligner kommuner på tværs af landet ud fra 18 parametre.

Roskilde Kommune skiller sig især ud på parametrene om rekruttering, faglighed, sygefravær og kontinuitet i ældreplejen, hvor kommunen ligger blandt bunden.

Pia Kürzten Kjellberg, projektchef, cand.scient.adm. og ph.d. i organisation hos VIVE, mener, at analyser som denne ikke skal bruges som dom, men som et udgangspunkt for dialog.

– Jeg vil ikke lade mig skræmme af de undersøgelser, men jeg vil altid bruge dem som afsæt for at tænke mig om, siger hun.

Men Roskilde Kommune endte jo ikke som nummer 70, 50 eller 10, men som nummer 97. Så er ældreplejen i Roskilde Kommune ikke i en kritisk tilstand uanset hvad?

Ifølge Gitte Simoni (S), næstformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune, er dette ikke tilfældet, da hun mener, at undersøgelsen ikke viser hele sandheden,

– Det er en undersøgelse, der kigger på 18 parametre, men man kunne også have kigget på så mange andre. Det synes jeg er ærgerligt, at lige præcis i denne undersøgelse der scorer vi lavt i Roskilde, sige hun og uddyber.

– Vi har arbejdet fokuseret i Roskilde Kommune med at udvikle kvaliteten i hjemmeplejen de sidste fire år. Denne analyse viser desværre ikke, hvad det er vi har arbejdet på, siger Gitte Simoni (S).

Læs også: Furesø er blandt de dårligste kommuner for ældre: “Det er ikke overraskende”

Sådan klarer Roskildes nabo-kommuner sig:

  • Egedal: 56
  • Frederiksund: 74
  • Greve: 82
  • Høje Taastrup: 48
  • Køge: 67
  • Lejre: 94
  • Solrød: 75

Kilde: nb-aeldre.dk

Tunge tal og bevidste valg

Analysen viser at 23,9 procent af sosu-personalet i Roskilde er ufaglærte, hvilket placerer kommunen som nummer 96.

Det er noget der giver panderynker hos bestyrelsesformanden i Ældre Sagen Roskilde, Flemming Friis Larsen.

– Det er en bekymring, og det bør man løse ved en opkvalificering af medarbejdere og have det som en politisk målsætning, siger han.

Det ser måske sort ud på papiret, men ifølge Gitte Simoni (S) er det også et bevidst politisk valg, der er med til at placere Roskilde Kommune i bunden af tabellen.

– Vi vil ikke bruge dyre eksterne vikarer, men hellere ansætte timelønnede medarbejdere, som er under en sundhedsuddannelse. Det kan være sygeplejersker eller ergoterapeuter. De kommer med noget sundhedsfagligt og det er en strategi til at få flere medarbejdere.

Læs også: Lokalpolitiker vil give pædagoger og sosu’er lettere adgang til en billig bolig

Tid og kontinuitet 

Resultaterne fra analysen sætter også spørgsmålstegn ved kontinuiteten i ældreplejen i Roskilde Kommune. Analysen viser, at sosu-medarbejdere har 23 sygefraværsdage om året, hvilket placerer Roskilde Kommune som nummer 92.

For Gitte Simoni (S) er det vigtigt at følge op på dette og sørge for, at det er de samme ansatte der besøger de ældre borgere.

– Borgerne skal ikke opleve at bo på Københavns Hovedbanegård, siger hun og tilføjer.

– Vi har indført “mini-teams” i Roskilde Kommune, så det er den samme gruppe medarbejdere, der kommer omkring borgerne. Det gør også, at borgerne kender medarbejderne langt bedre og omvendt, siger Gitte Simoni (S).

Pia Kürstein Kjellberg understreger også vigtigheden i, at det er de samme ansatte der besøger de ældre borgere.

– Vi ved meget om kontinuitet. Vi ved, at det ud fra et fagligt synspunkt kan være forbundet med udfordringer, når der er mange skiftende personaler der kommer. Hvis du skal levere en god kvalitet i indsatsen, så har du også som fagperson brug for at komme i et hjem over længere tid, for at kunne få øje på problemstillingerne.

Ældresagen håber at den lave placering i analysen fremover kan bruges konstruktivt.

– Jeg forventer, at man tager analysen til efterretning og inddrager de relevante repræsentanter i arbejdet for at få nogle bedre resultater næste gang. Ældresagen repræsenterer 20.000 ældre i kommunen, så vi bidrager gerne med vores erfaringer, siger Flemming Friis Larsen.

 

Sådan gjorde vi: Artiklen tager udgangspunkt i en landsdækkende undersøgelse af ældreområdet udarbejdet af NB-Ældre. Journalisten observerede at Roskilde Kommune samlet set lå nummer 97 i undersøgelsen. Journalisten kontaktede derfor forsker fra VIVE for at høre om de generelle udfordringer på ældreområdet. Herefter blev næstformand for Sundsheds- og Omsorgsudvalget samt bestyrelsesformanden for Ældre Sagen Roskilde kontaktet, for at høre deres perspektiver på området. Alle tre interviews blev foretaget telefonisk. 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.