Kæmpe pop-up-redaktion skal dække valg fra hele Sjælland

Må kun bruges ifbm. FV26-dækning på NetAvisen
“Hvad betyder noget for din stemme?” “Hvilket tema betyder mest for dig i valgkampen?” Disse og mange andre spørgsmål har studerende på Journalist-uddannelsen på Roskilde Universitet stillet hinanden som “opvarmning” til, at de skal dække valgdagen i forbindelse med folketingsvalget 24. marts, 2026. Foto: NetAvisen.

De vil være bevæbnet med diktafoner og kameraer, og de er på jagt efter nyheder og gode historier.

Det er planen for en stor flok journaliststuderende, når de skal dække folketingsvalgets sidste dag fra en lang række kommuner på Sjælland.

Det er en fantastisk mulighed for cirka 50 journaliststuderende, fortæller Troels Søgaard Henriksen, der underviser på et nyhedskursus på journalistuddannelsen på Roskilde Universitet.

– Det er altid en fornøjelse at følge og vejlede de studerendes første tur i nyhedsmanegen og deres arbejde med at producere rigtige nyheder, der bliver udgivet. Den fornøjelse er kun endnu større denne gang på grund af valgdagen på første dag, hvor de studerende skal ud for at opsnuse nyheder. Vi glæder os meget til at se de studerendes kreativitet og tempo udfolde sig i nyhedsgenren, siger han, der er en af tre undervisere, siger han.

Valg er jo demokratiets fest, men faktisk også journalistikkens.
Mark Blach-Ørsten, professor i Journalistik, Roskilde Universitet

Valgdagen kickstarter et længere undervisningsforløb, hvor journaliststuderende over flere uger skal producere lokale nyhedshistorier. De bliver publiceret på sitet navisen.dk, der er tilgængeligt for alle og er tilmeldt Pressenævnet.

Professor: Befolkningen følger endnu mere med

Det er en rigtig god idé, at journaliststuderende sendes ud i 20 forskellige kommuner som for eksempel Roskilde, Rudersdal, Hvidovre og Hørsholm. Det påpeger professor Mark Blach-Ørsten, der blandt andet forsker i mediers dækning af valgkampe.

– Valg er jo demokratiets fest, men faktisk også journalistikkens. I valgkampe skriver næsten alle landets journalister valghistorier og befolkningen følger med i nyhedsmedier i endnu større grad, end de gør normalt.  De store nyhedsmedier løber dog efter mange af de samme historier og vinkler, så journaliststuderende har god mulighed for at bidrage til valgdækningen ved for eksempel at tale med alle de politikere, der ikke bliver plads til i partilederdebatter og dække alle de lokale vinkler, der også kan være på et valg, siger han, der til daglig forsker på Journalistik på Roskilde Universitet.

Om NetAvisen og valgdækning

  • Nyhederne er skrevet som led i et nyhedskursus på Roskilde Universitet.
  • Skribenterne er journaliststuderende, mens redaktørerne på NetAvisen også er undervisere.
  • Kommunalvalget i 2025 og folketingsvalget 2022 blev også dækket af studerende på NetAvisen
  • I 2026 samarbejder vi med Sjællandske Medier, som vil udgive udvalgte nyheder på sn.dk
  • NetAvisen er tilmeldt Pressenævnet. De etiske retningslinjer kan læses her.
  • Kilde: NetAvisen.

Han kalder det også “nemt” for journalister at få lave gode historier i forbindelse med valgdagen.

– Alle vil gerne mene noget op til et folketingsvalg, så kilderne er også mere tilgængelige end normalt, understreger han.

Hans forskning af mediedækningen af folketingsvalget i 2022 viste blandt andet, at ’klima og miljø’-krisen lå i toppen af dagsordenen i starten af valgkampen, mens ’sundhed og ældrepleje’ endte som valgets største tema i de danske nyhedsmedier.

Læs også: Forskning: Flere trafikuheld, når valgplakater hænger i gaderne

Dagen inden valget har de studerende trænet interviewteknik med fokus på valgdagen, hvor en lang række kilder naturligvis skal interviewes.

Historien fortsætter under billedet.

Må kun bruges til dækning af FV26 på NetAvisen.
Inden valgdagen stod den på rollespil i undervisningen, hvor en gruppe studerende indtog rollen som vælgere, mens en anden gruppe stillede journalistiske spørgsmål. “Det skal give dem endnu mere blod på tanden i forhold til at interviewe kilder både på valgdagen og i ugerne efter valget”, forklarer underviser Mette Rolan-Kjærsgaard. Foto: NetAvisen.

Øvelsen skal hjælpe dem til at gøre det godt, når optageren for alvor er tændt, og dele af interviewene skal indgå i nyhedshistorier, forklarer Mette Rolan-Kjærsgaard, der er en af underviserne på kurset, og som selv er journalist.

– Nu skal vores studerende ud i landet og for alvor omsætte alt det, de har lært, til virkelighed. De vil med sikkerhed kommer til at mærke nyhedspulsen på en ny måde. Det er så fedt, når man kan se gnisten i øjnene på dem, når de har interviewet relevante kilder og fundet en god historie, fortæller hun.

I forbindelse med kurset samarbejder Journalistik-studiet med Sjællandske Medier. Det betyder, at udvalgte artikler også vil blive udgivet på sn.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.