Mellem tvivl og håb: Valgdag på DTU i Lyngby

Indgangen til kantinen på Danmark Tekniske Universitet (DTU) i LyngbyDe fleste studerende har travlt med deres eget. Kaffe, computere og gruppearbejde fylder gangene, og valget er ikke noget, der for alvor sætter sit præg på campus. Mange af de studerende er internationale og kan ikke stemme til folketingsvalget. Derfor bliver dagen for nogle noget, man følger på afstand. Men her på DTU´s campus i Lyngby møder man også mange af dem, der skal stemme i dag.

Nogle af dem, der skal tage stilling til valget, er søstrene Rikke Alstrup og Lotte Alstrup, som begge læser en kandidat i matematisk modellering og computer.

Lotte Alstrup har allerede stemt. Rikke Alstrup nåede frem til valgstedet klokken otte, men måtte vende om igen, da køen var for lang. Hun prøver igen senere.

Tvivl

De to søstre har været i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds. For Lotte Alstrup handlede det ikke kun om parti, men også om politisk retning. Hun fortæller, at hendes kærestes valg fik betydning for hendes eget.

–  Min kæreste sagde, hvad han stemte på, så da hoppede jeg over på den anden side og satte kryds et andet sted. På den måde kan vores stemmer fordeles ud, siger hun med et grin.

For Rikke Alstrup har tvivlen ikke handlet om politisk fløje, men snarere om hvilket parti hun skulle stemme på. Især velfærd og mindre ulighed har været afgørende for hendes valg.

–  Jeg fandt en kandidat fra et af partierne, som havde tre mærkesager, jeg synes var gode, fortæller hun.

Tvivlen går igen andre steder på campus.

De to studerende er langt fra de eneste, der har været i tvivl om hvad de skal stemme i dag. En Voxmeter-måling for Ritzau viser, at 15,8 procent af de udspurgte vælgere var i tvivl om deres stemme, dagen inden valget. Undersøgelsen blev gennemført den 23.marts 2026, hvor 4.200 vælgere fra hele landet deltog.

Jagten på partiet

Lotte Alstrup (Tv.) Rikke Alstrup (Th.)

Selvom verden er præget af uro, har det ikke været frygt, der har drevet Lotte Alstrups valg.

– Jeg tror, det har været håb.  Det har ikke været sådan en dommedagsfølelse, siger Lotte.

Alligevel mærker hun, at det er en særlig tid at gå til valg i.

– Det er en spændende tid at have et valg i. Der er mange ting på dagsordenen, som er vigtige.

En stor dag 

Selvom valgdagen ikke fylder meget på campus, mærkes det ved valgstederne.

– Da jeg gik fra valgstedet, kunne man godt mærke, at det er en stor dag i Danmark, siger Lotte Alstrup.

Søstrene Rikke Alstrup og Lotte Alstrup fortæller, at de ikke er vokset op i et hjem, hvor politik har fyldt særlig meget. Men de kan mærke, at valget har fået en større betydning for dem. For Rikke Alstrup er det blandt andet smittet af fra en veninde, der går meget op i demokrati og valg. Hun kommer med et eksempel.

– Jeg sagde faktisk “god valgdag” til min kæreste i morges,  fortæller hun med et smil om munden.

Søstrene Alstrup kan mærke, at valget begynder at fylde mere hos dem end før. Så i aften bliver demokratiet ikke kun markeret med kryds på stemmesedlen, men også med sprødstegt valgflæsk på menuen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.