
Af Olga Schultz og Thamea Zulu
VALGREPORTAGE: Selvom solen har skinnet i næsten hele uger denne marts, er der kun skyer på valgdagen. Stationsbygningen på Hillerød Station toner frem i mørkerøde mursten, og folk vælter ud af toget. Nogle med cykler på vej til arbejde, på vej i skole.
Der er folketingskandidater, der deler flyers ud med egne ansigter; ivrige partikadetter med logovand og morgenbrød. Storkendis for kredsen, Jacob Mark (SF), er ingen vegne denne morgen.
Tværtimod viser sig i stedet en ung kandidat fra Liberal Alliance i en signeret T-shirt med partiformand Alex Vanopslaghs ansigt.

Royal scene
For enden af Milnersvej ligger Nordsjællands største arena. Royal Stage agerer både kursus- og konferencecenter, huser tre sports- og udstillingshaller, en svømmehal, flere festsale og et fysioterapicenter.
Foruden fritidsaktiviteter kan man i dag også stemme til folketingsvalget. Vælgerne stimler sammen lidt i otte for enden af parkeringspladsen langs røde løbere og omringet af moderne byggerier i glas og genbrugsmaterialer.
Hillerødderne kan man ikke skære over én kam. Der er mange forskellige mennesker her i byen; unge og gamle, pensionister og studerende, voksne par og små familier. Nogle i dynejakker og andre i jakkesæt eller pels, et enkelt punket teenagepar i battlevest.

Minja Oppenholt er på tabt arbejdsfortjeneste og har gået hjemme i et år med sin 11-årige søn, der har autisme. Hun lagde sine uddannelsesplaner om, da stod klart, at hendes barn havde særlige vanskeligheder i femårs-alderen:
– Først og fremmest skulle jeg slås med en kommune, der bare mente, at jeg ikke gad at lave noget. Så skulle jeg igennem et kontanthjælpssystem, som var helt forfærdeligt, for så til sidst at ende på tabt arbejdsfortjeneste, så jeg rent faktisk kunne gøre det, som min søn havde brug for, fortæller hun.
For Minja Oppenholt har en stemme på psykiatrien og børne- og ungeområdet vægtet særlig højt. Hun mener ikke, at politikerne gør nok. Derfor har hun i år stemt anderledes, end hun plejer:
– Jeg synes, det halter i psykiatrien og i vores ældrepleje. Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke er ene om. Men især for vores børn og unge. Når man har et barn med psykiske og sociale vanskeligheder mærker man virkelig, hvordan systemet halter, hvor meget man skal kæmpe, hvor lidt ressourcer der er. Man bliver tabt på gulvet, hvis man ikke har en forælder, der ved, hvor de skal gå hen, og ved, hvordan de skal kæmpe, og som stiller sig op på kommunen og råber og skriger, siger hun.
Aldersgrænse på TikTok
Foran HF og VUC Nordsjælland, der ligger få minutter fra Royal Stage, møder vi veninderne Thinka Behrend og Asmaet Kahy på henholdsvis 18 og 19 år. De er begge på andet år af deres HF.

For Thinka Behrend er der to emner under valgkampen, hun har særligt øje for: indvandrerpolitik og unges trivsel. Hun har mange venner med anden etnisk baggrund end dansk. Hun mener, at debatten går ud over dem.
Det er ikke første gang, at Thinka Behrend stemmer. Hun har erfaring fra kommunalvalget i 2025, mens klassekammerat og veninde Asmaet Kahy ikke kan stemme, fordi hun ikke har dansk statsborgerskab.
Læs også: De unge ansatte ved valgsted i Frederiksberg Kommune er glade for at kunne bidrage til demokratiet
Det gør dog ikke Asmaet Kahy mindre interesseret i dansk politik. Hun kom til Danmark fra Eritrea for 12 år siden og mener, at hun burde få lov til at stemme, da hun betaler skat og bidrager til samfundet:
– Det går ud over os, hvad end der bliver stemt, siger hun.
Thinka Behrend mener, at det er vigtigt, hvordan politikerne forholder sig til de unge, men hun oplever, at partierne håndterer den opgave meget forskelligt:
– Nogle er gode og har meget fokus på unge. De vil gerne have gratis psykologhjælp til unge. Og så er der nogle af dem, hvor det er noget pjat, og hvor man vil have aldersgrænser på TikTok og sådan noget, siger hun.
Asmaet Kahy indskyder:
– De er så unødvendige, de ting de kommer med. Jeg synes, at man i stedet for skal fokusere på de store problemer, der er i verden lige nu. Nu talte vi om Dansk Folkeparti. Jeg synes, at de prøver at splitte os ad i stedet for at samle os. Vi er allerede splittet i forvejen, så prøv at samle os som mennesker generelt, og lad være med at adskille os. Om det er muslimer eller kristne, det er lige meget, siger hun.

Tilbage på Royal Stage har efterhånden flere gråhårede, kortklippede skikkelser indtaget borde og stole i konferencehusets forhal. Her holder de picnic, man slår sig ned med madpakke og termokander.
Der bliver snakket politik i krogene – også generationerne imellem.
Fakta om Hillerød
-
- Hillerød Kommune huser 54.855 indbyggere pr. 2025.
- Kommunen er en del af Nordsjælland Storkreds med 10 kredsmandater.
- Storkredsen er den anden mindste i Danmark efter Bornholm.
- Ved folketingsvalget i 2022 blev Socialdemokratiet det største parti med et stemmetal på 14.270.
Kilde: valg.dk og wikipedia.dk
Det er uklart, om de har stemt, om de er på vej til at stemme, eller om forhallen foran cafeteriet bare er deres daglige mødested.
En pensionist forlader bordet og pakker madkassen sammen:“God dag og husk at stem rødt.”
– Og spis grønt! siger en anden.
Sådan gjorde vi
I anledning af Folketingsvalget har vi været interesserede i at tale med de enkelte borgere. Hvad har I år haft indflydelse på hvordan de har sat deres kryds? Med udgangspunkt i Hillerød Kommune har vi besøgt Royal Stage, der på tværs af interesser er samlingssted for borgere i Hillerød på netop valgdagen. For at få et bredere udsnit af borgere besøgte vi desuden et gymnasie.