Greve Kommune vil have hjælp fra borgere til at forme ny klimaplan

Borgere i Greve inviteres på klimacykeltur og debat på rådhuset, hvor deres idéer og forslag til nye klimatiltag skal bruges i arbejdet med en ny klimaplan.

Klimacykelturen afsluttes på Greve Rådhus, hvor borgere inviteres til dialog om den nye klimaplan.
Foto: Anne Pihl Rasmussen / Greve Kommune

Når borgere i Greve den 7. april inviteres på klimacykeltur, er det ikke kun for motionens skyld. Turen finder sted, mens kommunen er i gang med at opdatere sin klimahandlingsplan, som skal sætte retningen for klimaarbejdet frem mod 2050.

Den guidede cykeltur fører deltagerne gennem forskellige boligområder og sætter fokus på blandt andet trafik og byudvikling – med det formål at give dem mulighed for at komme med idéer og forslag, som kan indgå i arbejdet med en ny klimaplan.

Turen afsluttes i byrådssalen, hvor deltagerne i dialog med kommunen skal drøfte næste skridt i klimaarbejdet og komme med input til den kommende klimaplan.

Klimaplanen kræver ændringer

Baggrunden for arrangementet er, at Greve Kommune står over for en stor opgave i klimaarbejdet.

Ifølge kommunens klimahandlingsplan står transport og energiforbrug tilsammen for omkring 84 procent af CO₂-udledningen i kommunen. Samtidig arbejder kommunen mod at blive CO₂-neutral i 2050.

Det betyder, at der er behov for markante ændringer, og her spiller borgerne en central rolle.

Borgerinput skal bruges i ny klimaplan

Ifølge klimakoordinator Julie Torsbjerg Lynge er det afgørende at få input fra borgerne, fordi klimaarbejdet ikke kan løses af kommunen alene.

– Klimaplanen er ikke lagt an på, at kommunen bare skal ordne det hele selv. Så ville vi aldrig nå i mål, for kommunens direkte andel af udledningen er ret lille. Der er meget, der skal ske i fællesskab – og ændringer der kræver fælles forståelse, siger hun.

Hun peger samtidig på, at timingen er vigtig, fordi klimaplanen netop er under opdatering.

– Det er aktuelt interessant at høre, hvad der rører sig, og om der er oplevede barrierer og gode idéer, vi skal tage med videre i opdateringsprocessen, siger hun.

Borgernes input kan få konkret betydning

Ifølge Julie Torsbjerg Lynge kan borgernes input få direkte betydning for, hvad der ender i den nye klimaplan.

Hun peger på et tidligere arrangement, hvor input fra borgere ændrede fokus i arbejdet.

– Der var en borger, der påpegede, at der var meget fokus på nybyggeri, men ikke på eksisterende byggeri. Det er sådan noget, vi kan tage med videre og fremhæve over for politikerne, siger hun.

Cykeltur skal sætte gang i idéer

Klimacykelturen skal være med til at sætte konkrete problemstillinger i perspektiv for deltagerne.

Guide på turen, trafikplanlægger Jens Erik Larsen, forklarer at deltagerne undervejs bliver præsenteret for forskellige dele af kommunen og de udfordringer, der knytter sig til dem.

– Vi kommer gennem forskellige boligområder og ser på blandt andet trafik og byudvikling, og jeg peger på de problemer, der er med trafikken, siger han.

Han fremhæver især trafik som en central del af klimaproblemet i kommunen.

– Hvis man ser på CO₂-udslippet, så er det jo trafikken, der bidrager mest. Det hænger blandt andet sammen med motorvejen, der går gennem Greve siger han.

Stor interesse for borgerinddragelse

Det er ikke første gang, Greve Kommune inddrager borgerne i klimaarbejdet.

Ifølge Greve Kommunes klimahandlingsplan 2050 har over 350 borgere tidligere vist interesse for at deltage i en klimaborgersamling.

Her blev 36 borgere udvalgt ved lodtrækning, så de samlet set repræsenterede kommunen på tværs af køn, alder, uddannelsesniveau og geografisk tilhørsforhold.

Klimacykelturen er dermed endnu et led i arbejdet med at få borgernes perspektiver med, mens den nye klimaplan er under udvikling og senere skal behandles politisk i 2026.

Sådan gjorde jeg: Jeg fandt historien via et opslag fra Jens Erik Larsen i Facebookgruppen “Det sker i Greve” og tog derefter kontakt til kommunen for at få den uddybet. Jeg interviewede klimakoordinator Julie Torsbjerg Lynge om borgerinddragelsen og arbejdet med den nye klimaplan. Derudover talte jeg med guide og trafikplanlægger Jens Erik Larsen om selve cykelturen og de klimaproblemer, deltagerne bliver præsenteret for. Jeg brugte også Greve Kommunes klimahandlingsplan som baggrund for at dokumentere kommunens klimamål og udfordringer.

Leave a Reply

Your email address will not be published.