Fælleskab og frivillige: Idrætsforeningerne i Ishøj Kommune stortrives

Idrætsforening i Ishøj Kommune
Idrætsforeningerne stortrives og medlemstallet steg i løbet af 2025. Foto: Ishøj Kommune

509.

Så mange nye medlemmer fik idrætsforeningerne i Ishøj Kommune i løbet af 2025. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Ishøj Kommune. Stigningen er en del af en tendens på en positiv udvikling i antallet af medlemmer af idrætsforeninger landet over, idet det for første gang har rundet 2,5 millioner.

Fælleskabet er vigtigt

Ovennævnte stigning i medlemstallet i kommunens idrætsforeninger glæder Pia Skourup (V), som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ishøj Kommune.

– Det er utrolig glædeligt at se, hvordan idrætsforeningerne i Ishøj vokser. En stigning på 509 medlemmer viser, at vores lokale fællesskaber står stærkt, udtaler hun i pressemeddelesen.

”Vi har rigtigt mange frivillige som gør en kæmpe indsats rundt omkring, og det er helt klart derfor, at flere og flere vil dyrke sport.”
Awale Mohamed (S), medlem af Børne- og Undervisningsudvalget i Ishøj Kommune

Det er ikke kun ifølge Pia Skourup (V), at fællesskabet står stærkt. Awale Mohamed(S), som er en del af Børne- og Undervisningsudvalget i Ishøj Kommune, peger på, at det lokale fællesskab, der opstår igennem idrætsforeningerne, giver byen et løft.

– Det fællesskab idrætsforeningerne skaber, er jo kun med til at løfte byen, siger han.

Det billede kan Pia Skourup (V) også genkende.

– Når flere finder vej ind i foreningslivet, styrker det både trivsel, sammenhold og vores kommune som helhed. Det er en udvikling, vi kan være stolte af, og som vi vil bygge videre på, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Medlemstal i Danmark: 

  • I alt 2.525.038 medlemmer.
  • 40.821 nye medlemmer
  • Fjerde år i træk medlemstallet sætter rekord.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Frivillige kræfter får en del af æren

Idrætsforeningerne, og deres positive indflydelse på kommunen, kommer ikke af sig selv. De frivillige kræfter skal også have et stort skulderklap. Sådan lyder det fra Awale Mohamed (S).

– Vi har rigtigt mange frivillige som gør en kæmpe indsats rundt omkring, og det er helt klart derfor, at flere og flere vil dyrke sport, siger han.

Læs også: Høje- Taastrup: Skolemad styrker fællesskabet, men ikke koncentrationen

De frivillige er mange steder rygraden i det danske foreningsliv og derfor er vi som samfund også afhængige af frivillige. Det mener Evald Bundgård Iversen, der er lektor og centerleder ved CISC – Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.

– Der er ingen tvivl om, at vi i den danske model er fuldstændigt afhængige af at have frivillige omkring foreningslivet, siger han.

Vigtigt at alle er inkluderet

Selvom stigningen i medlemstallet er positivt, er det stadig vigtigt at holde øjnene på bolden og få inkluderet mange af de borgere, som har det svært. Ishøj Kommune har i samarbejde med Dansk Idrætsforbund ansat en medarbejder fra get2sport, som har til formål at styrke foreningslivet.

– Vi har en get2sport medarbejder ansat, som er rigtig god til at hjælpe foreningerne rundt omkring med at hive nogle unge mennesker ind i foreningslivet, lyder det fra Awale Mohamed (S).

Derudover skal medarbejderen fra get2sport hjælpe kommunen og foreningerne med det administrative samt være en sparringspartner for kommunen.

Evald Bundgård Iversen påpeger også vigtigheden af, at have fokus på de borgere som har det svært, samt at kommunens foreningsliv skal favne bredt.

– Nogle af de udfordringer, der kan være, er at få nogle af de grupper ind, som har det svært, så foreningerne ikke blot tilbyder sig til de mere velfungerende.

– Det er vigtigt, at både børn og unge, men også voksne har adgang til gode fællesskaber, det har vi heldigvis mange foreninger der kan tilbyde. Så på den måde, er udviklingen positiv, udtaler Evald Bungård Iversen.

I alt er der nu 8.897 medlemmer i idrætsforeningerne rundt omkring i Ishøj Kommune.

Sådan gjorde jeg: Jeg undersøgte Ishøj Kommunes hjemmeside for nyheder, hvor de havde lagt en pressemeddelelse ud, hvor det fremgik, at idrætsforeningerne i Ishøj Kommune i løbet af 2025, har oplevet fremgang. Herefter tog jeg fat i Awale Mohamed, som er byrådspolitiker, for at få andre ord på fremgangen. For at få uddybet de frivilliges rolle, interviewede jeg Evald Bundgård Iversen, Lektor og centerleder ved CISC på SDU.

Leave a Reply

Your email address will not be published.