Kendis-vært skal gøre kriseberedskab spiseligt i Greve

Podcast-vært Mads Steffensen skal nu også vært for borgermødet om kriseberedskab i Greve.
Pressefoto: Anine-Petrea Lindvig

Oversvømmelser, strømsvigt og manglende vandforsyning.

Den type hændelser kan også ramme i Danmark, og derfor inviterer TrygFonden sammen med Greve Kommune til borgermøde om kriseberedskab den 16. april i Greve Idrætscenter. Her skal borgere høre, hvad de selv kan gøre, hvis en krise rammer – og hvordan naboer og lokalsamfund kan spille en vigtig rolle.

Aftenen bliver styret af Mads Steffensen, som ifølge arrangørerne er valgt for at gøre et alvorligt emne mere tilgængeligt for almindelige borgere.

Han er kendt fra Podimo-podcasten Mads og A-holdet, hvor han sammen med en kendis-panel vender forskellige dilemmaer, og han har tidligere været vært for DR-radioprogrammet Mads & Monopolet.

Ifølge TrygFonden er borgermødet et forsøg på at engagere borgerne i det, organisationen kalder det totale beredskab.

– Vi arrangerer borgermøderne for at undersøge borgernes interesse for emnet og for at finde ud af, hvordan man bedst muligt kan mobilisere borgerne til at være kriseparate og dermed bidrage til totalberedskabet, siger Britt Wendelboe, programchef i TrygFonden.

TrygFonden peger på, at danskerne tidligere har vist stor vilje til at hjælpe hinanden i kritiske situationer. Som eksempel fremhæver organisationen hjerteløberordningen, hvor frivillige rykker ud, når nogen får hjertestop i nærheden.

Mads Steffensen skal gøre emnet jordnært

For at gøre arrangementet mere tilgængeligt for almindelige borgere har arrangørerne valgt Mads Steffensen som vært for aftenen.

– Mads er et navn, som mange vil genkende, og mange af os godt kan lide. Derfor er han helt sikkert også med til at tiltrække deltagere. Men Mads er også en person, som er god til at bringe tingene ned på jorden med et glimt i øjet, og det er vigtigt, når vi taler om et emne, som godt kan skræmme nogle. Målet med mødet er, at folk skal inspireres og have en god oplevelse, siger Britt Wendelboe.

Borgermøde om kriseberedskab

  • Tid: 16. april kl. 16.45–20.30
  • Sted: Greve Idrætscenter
  • Gratis adgang ved tilmelding
  • Arrangør: TrygFonden i samarbejde med Greve Kommune
  • Vært: Mads Steffensen
  • Oplæg af:
    • Nina Baron, forsker og lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
    • Dennis Ottosen, beredskabschef hos Beredskab 4K

Borgere får en større rolle i kriser

Borgermødet i Greve kommer samtidig på et tidspunkt, hvor der generelt er kommet større fokus på borgernes eget beredskab.

Ifølge Nina Baron, lektor på katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, er der sket et tydeligt skift i synet på, hvem der skal håndtere kriser.

– Før i Danmark har vi haft tradition for, at kriseberedskab var noget meget professionelt, altså redningsberedskaber, kommune og stat. Nu begynder man i højere grad at have fokus på borgerne, siger hun.

Hun peger blandt andet på mere ekstremt vejr som en vigtig årsag.

– Når der rammer stormfloder eller skybrud, kan myndighederne simpelthen ikke være alle steder, siger Nina Baron.

Læs også: Kriseberedskab på dagsordenen i Allerød: Borgerne kræver en plan

Hverdagskriser kan også ramme

På borgermødet vil deltagerne også høre om de typer hændelser, der realistisk kan opstå i hverdagen.

Ifølge beredskabschef Dennis Ottesen fra Beredskab 4K, det fælleskommunale redningsberedskab for Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, handler det ofte ikke om de helt store katastrofer, men om situationer mange allerede kender.

– Det er primært kraftig regn og voldsomt vejr. Og så kan der være risiko for udfald på strømmen, siger han.

Læs også: Borgmester tøver om kystsikring: Vil ikke afvise, at kun kystnære borgere skal betale

En del af budskabet på borgermødet bliver derfor også at gøre det tydeligt, hvornår myndighederne træder til – og hvornår borgerne selv må være forberedt.

– Jeg tror, at rigtig mange mennesker kender de røde brandbiler og ved, at hvis der går ild i ens hus, så kommer vi og slukker det. Men hvis der står vand i kælderen, eller vejen er oversvømmet, så opstår spørgsmålet: Hvornår bliver det kommunens bord – og hvornår er det noget, man som borger selv skal være i stand til at løfte, siger Dennis Ottesen.

En start på en større samtale

TrygFonden lægger ikke skjul på, at et enkelt borgermøde ikke i sig selv gør alle borgere mere forberedte på kriser.

– Vi ved af erfaring, at den her type borgermøder ikke tiltrækker en meget bred del af befolkningen. Men vi skal jo starte et sted, og målet er, at de, der møder op, selv bliver inspirerede og går hjem og styrker deres eget hjemmeberedskab. Og samtidig håber vi også, at de kan inspirere naboer, venner og familie til at gøre det samme, siger Britt Wendelboe.

Sådan gjorde jeg:
Jeg fandt historien via Greve Kommunes hjemmeside, hvor jeg så, at der bliver afholdt et borgermøde om kriseberedskab i Greve. Derefter tog jeg kontakt til de to oplægsholdere til arrangementet: Nina Baron, forsker og lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og Dennis Ottosen, beredskabschef hos Beredskab 4K. Derudover interviewede jeg TrygFonden om formålet med borgermødet, da organisationen står bag arrangementet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.