
Foto: Linda Nielsen
Det er vigtigt for menneskets mentale helbred og trivsel at opleve at lykkes med noget og at høre til
Glen Nielsen, lektor på Institut for Idræt og Ernæring og tilknyttet Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.
Linda Nielsen har kæmpet med epilepsi hele sit liv, gennemgået et kræftforløb og kæmper med hjemløshed. Nu er hun udtaget til at repræsentere Danmark ved Homeless World Cup i Mexico til oktober i år.
Hun er én af tre kvinder fra Helsingør, der nu skal spille på det danske hjemløselandshold.
– Det er en sejr, når man tænker på, hvad jeg har været igennem, siger Linda Nielsen, spiller på Ombold-holdet.
De tre spillere, som er udtaget til VM 2026, er Linda Nielsen, Aja Mohamad og Chatrine. Hver onsdag træner de på Snekkersten IF’s baner, som er en del af idrætstilbuddet Ombold.
Læs også: HUI Fodbold går prof-vejen: Nyt selskab skal løfte klubbens ambitioner
”At lykkes med noget og at høre til”:
Ombold er en NGO, som danner forskellige idrætsfællesskaber for mennesker, der er ramt af social udsathed.
Landstræner for Hjemløselandsholdet, Fie Biehl Rotheisen, mener, at det kan være ”livsforandrende for mange” at blive en del af Ombold, fordi man bliver ”en del af positivt fællesskab”.
Oplevelsen af fællesskab og succes kan ifølge forsker Glen Nielsen være afgørende for mental trivsel.
– Det er vigtigt for menneskets mentale helbred og trivsel at opleve at lykkes med noget og at høre til, siger Glen Nielsen, lektor på Institut for Idræt og Ernæring og tilknyttet Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.
Fakta om Ombold:
- NGO’en er et landsdækkende fodbold- og idrætsfællesskab for mennesker i udsatte positioner.
- Udsatte positioner kan være mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed og/eller psykisk sårbarhed.
- Ombold tilbyder fodbold, floorball, badminton og løb/gang.
- Startede i 2003.
- 41% af Ombolds spillere er ramt af hjemløshed.
- 51% af spillerne har haft et misbrug.
- 80% af spillerne er på kontakthjælp, førtidspension eller efterløn.
- 10% af spillerne er kvinder.
- I 2026 har Ombold samarbejdet med 29 kommuner.
Kilde: Ombold.dk
Et fællesskab før, under og efter træninger:
Følelsen af at høre til genkender Aja Mohamad, som kalder Ombold-holdet for et ”varmt sted at komme”.
– Det er et varmt sted at komme, fordi alle er velkomne, og du bliver ikke set anderledes på, fordi du har nogle ting, du kæmper med, siger Aja Mohamad, spiller på Ombold-holdet.
Også Chatrine genkender følelsen af at høre til på Ombold-holdet. Hun er den tredje spiller fra Helsingør, som skal til Mexico senere på året.
Chatrine medvirker uden efternavn af hensyn til personlige forhold.
Hun er ramt af svær angst, som har resulteret i, at hun ikke har været i stand til at handle ind selv. Ombold har givet hende mulighed for at udvikle sine sociale kompetencer og udfordre sin angst.
– Det var en stor frygt at overvinde at komme derud. Jeg har udviklet mig rigtig meget. Nu snakker jeg med de andre, jeg er begyndt at kalde på bolden og være social både før, under og efter spillet, siger Chatrine, spiller på Ombold-holdet.
Inden Chatrine takkede ja til pladsen på Hjemløseholdet, gjorde hun sig flere tanker om turen til Mexico.
– Jeg havde rigtig mange overvejelser over om, hvorvidt jeg var god nok, og om jeg var i stand til at klare turen, siger Chatrine, spiller på Ombold-holdet.
Chatrine delte sine tanker med familie og venner, som overbeviste hende om, ”at hun er god nok”, hvilket gjorde, at hun takkede ja.
Læs også: Succes med hjemløsestrategi handler om mere end bare tag over hovedet
Homeless World Cup og Ombold:
Homeless World Cup er en årlig international fodboldturnering for hjemløse og socialt udsatte. Organisationens mål er at bekæmpe hjemløshed ved at iværksætte et fællesskab og tilbyde deltagerne nye muligheder, fremgår det af deres egen hjemmeside.
Hvert deltagende land har en organisation, som varetager spillernes forløb og træning op til VM. I Danmark er det Ombold.
Kriteriet for at deltage i turneringen er, at man skal have oplevet en form for hjemløshed inden for de seneste to år.
– Det kan være hjemløshed på flere forskellige måder, som for eksempel en indlæggelse i psykiatrien, afsoning i et fængsel, misbrugsbehandling eller hvis man har sovet på forskellige sofa, fordi man ikke har et sted at være, siger Fie Biehl Rotheisen, landstræner for Hjemløselandsholdet.
Det er trænerne fra Hjemløselandsholdet, der udtager spillerne. Det er også dem, der undersøger om spilleren opfylder kravet om hjemløshed.
Fakta om Homeless World Cup:
- Homeless World Cup er en årlig fodboldturnering for både kvinder og mænd.
- Homeless World Cup har 75 medlemslande.
- I turneringen spilles gadefodbold (street soccer).
- I 2026 afholdes turneringen i oktober i Mexico City, Mexico.
- I 2025 blev turneringen afholdt i Oslo, hvor 48 nationer deltog.
- Kravet for deltagelse er, at man skal have været hjemløs inden for de sidste to år.
- Der skal søges dispensation for spillere, der ikke opfylder kravet for deltagelse.
Kilde: Homelessworldcup.org og landstræner Fie Biehl Rotheisen
Opfylder ikke krav om hjemløshed:
Det er muligt at udtage spillere, der ikke opfylder kravene, hvis der ikke er spillere nok.
– Nogle gange, primært med vores kvindelandhold, er vi nødt til at udtage nogle som ikke hører 100% ind under kriterierne, fordi vi ikke har nok spillere altid, siger Fie Biehl Rotheisen, landstræner for Hjemløselandsholdet.
Landstræner Fie Biehl Rotheisen har været nødsaget til at søge dispensation for et antal spillere på Hjemløselandsholdet i år, da der ikke har været nok, som har opfyldt de gældende kriterier fra Homeless World Cup. Hvor mange kan landstræneren ikke oplyse om, da spillerne ikke ønsker det.
Med hensyn til de tre spillere fra Helsingør, er det kun Linda Nielsen, der har ønsket at oplyse om sin boligsituation.
Til Homeless World Cup 2025 i Oslo deltog 48 nationer i turneringen, men organisationen har 75 medlemslande.
Danmark har et herre- og kvindelandshold med til Mexico, som hver består af otte spillere, som skal spille gadefodbold. Den specifikke dato for turneringen er ikke endeligt fastsat, men den finder sted i oktober 2026.
Sådan gjorde vi:
Jeg fandt historien via en pressemeddelelse på Helsingør Kommunes hjemmeside. Jeg kontaktede landstræneren for at få foldet ud, hvad det hele går ud på. Derudover kontaktede jeg en forsker, så en ekspert kunne understøtte, hvad landstræneren mener, forløbet kan gøre for de spillerne.