Unge danske kvinder bestiger i disse år verdens højeste bjerge – Caroline fra Skælskør er en af dem

Caroline Rinfeldt på toppen af Manaslu, 2024. Foto: Privat

Det er snart 30 år siden, at Lene Gammelgaard blev den første danske kvinde på toppen af Mount Everest. Siden da har det dog ikke vrimlet med unge danske kvinder på verdens højeste bjerge. Indtil nu.

I alt har en dansk kvinde ti gange stået på toppen af et af verdens 14 bjerge over 8.000 meter. Seks af de ti bestigninger er sket indenfor de sidste tre år. Hvis alt går vel de kommende måneder, kommer der yderligere bestigninger i bogen for de ambitiøse unge kvinder.

Caroline Rinfeldt har besteget verdens ottende højeste bjerg, Manaslu. Hun har desuden forsøgt sig på K2, der er verdens næsthøjeste bjerg.

– Jeg elsker at klatre og bestige bjerge. Jeg synes bare, at det er fedt. Det er i bjergene, at jeg føler mig allermest i live, allermest til stede og allermest lykkelig. Jeg er bange for at dø, men endnu mere bange for ikke at leve.

Carolines Rinfeldts drøm om at bestige de høje bjerge opstod, da hun som 12-årig så en dokumentar om en ekspedition på K2, der endte helt galt. I dag er det fortsat hendes største drøm, at komme på toppen af K2, der er kendt som verdens farligste bjerg.

En af de andre unge kvinder er Emma Østergaard, der allerede har besteget verdens højeste og tredje højeste bjerg. Hun lever som en af få danskere af at være bjergguide.

Køn er ikke afgørende

For Caroline Rinfeldt og Emma Østergaard har deres køn ikke den store betydning. De har begge en oplevelse af, at hvis man kan klatre, så bliver man respekteret i miljøet. Emma Østergaard forklarer, at det afgørende er, hvad man kan præstere i bjergene.

– Vi er langt færre kvinder end mænd, men jeg oplever ikke, at jeg bliver domineret eller set ned på. Man skal vise sit værd, og så er det ligegyldigt, om man er mand eller kvinde. Alder, økonomi og status er også irrelevant. Det er så heftigt, det vi laver, at man bliver nødt til at bevise sit værd for at være der.

Emma Østergaard på vej mod toppen af Mount Everest. Hun er med sine 26 år den yngste danske kvinde, der har besteget verdens højeste bjerg. Foto: privat

Caroline Rinfeldt er også vægtløfter. Hun føler heller ikke, at hun skal bevise sig inde i miljøet, men oplever dog at modtage ubehagelige beskeder fra mænd på sociale medier.

– Det motiverer mig ikke at bevise, at jeg kan, fordi jeg er kvinde. Jeg tænker sjældent i køn. Folk fra elitemiljøet ved godt, hvor stærk jeg er. Men jeg oplever da, at nogle mænd har en forventning om, at jeg er svagere. Jeg modtager negative beskeder på de sociale medier. Det er ofte fra danske mænd. Jeg glemmer aldrig, at en skrev, at han gerne ville være konge, men at det var lige så sandsynligt, som at jeg ville komme på toppen af K2.

Faktaboks:

Hvorfor er de såkaldte 8.000 meter bjerge så særlige?

Der er 14 bjerge i verden på over 8.000 meter.

De ligger i Nepal, Pakistan, Kina, Indien og Tibet.

Når en bjergbestiger kommer over 8.000 meter, kaldes det ”dødszonen”. Det skyldes, at mennesker kun kan overleve få døgn i over 8.000 meters højde.

I alt har en dansker stået på toppen af et 8.000-meter bjerg 56 gange. Ti af gangene har det været en kvinde.

De 14 bjerge på over 8.000 meter blev besteget første gang mellem 1950-1964.

Kilder: Mountains DK og Opdagverden.dk

Både Caroline Rinfeldt og Emma Østergaard har formået at skabe en vis opmærksomhed omkring dem selv og deres bjergbestigning i offentligheden. De holder foredrag, har været i TV og har en del følgere på de sociale medier. Det samme gælder 24-årige Regine Mai, der i øjeblikket er på vej til Mount Everest.

Der er sket en bevægelse

Emma Østergaard, der netop er fyldt 29 år, tror, at det kan være en fordel at være en ung kvinde i forhold til at få opmærksomhed for omverdenen.

– Vi skiller os jo ud på den måde, at vi er unge kvinder. Der har ikke været så mange unge kvindelige bjergbestigere før. Slet ikke i Danmark. Så på den måde er vi anderledes, og jeg tror da, at det er med til at skabe noget opmærksomhed omkring os.

Lars Gundersen, der er medlem af Eventyrernes Klub og har hjemmesiden Mountains DK, har lagt mærke til de unge kvindelige bjergbestigere.

–  Jeg tror ikke nødvendigvis, der er kommet så mange flere kvindelige bjergbestigere. Men der er klart kommet flere unge danske kvinder på de højeste bjerge. Altså dem over 8.000 meter.

Lars Gundersen har været i Himalaya mange gange. Han har ikke noget skråsikkert svar på, hvorfor der er kommet flere unge kvinder på de høje bjerge. Han påpeger dog, at der generelt er mange flere, der forsøger at bestige bjergene på over 8.000 meter.

– Det er blevet en meget kommercialiseret verden. I princippet kan du komme afsted, hvis du har penge nok. Så derfor er de høje bjerge blevet meget mere tilgængelige, men det er jo ikke kun for kvinderne. Men jeg tror da, at de unge kvinder er med til at inspirere hinanden.

Du kan godt

For Caroline Rinfeldt og Emma Østergaard er det ikke kun deres egne bedrifter, der betyder noget. De vil gerne inspirere andre. Emma vil gerne inspirere andre unge kvinder, der drømmer om de store bjerge.

– Jeg vil da gerne være med til at hæve flaget for danske kvinder i bjergbestigning og være med til at inspirere andre.

For Caroline Rinfeldt betyder inspiration og motivation en hel del. Som 21-årig fik hun konstateret en invaliderende hoftesygdom. Derfor vil hun gerne bevise overfor sig selv og lægerne, at alt er muligt.

– Ethvert skridt op ad et bjerg er en gave, for jeg burde ikke kunne, men jeg kan.

Caroline Rinfeldt på vej mod toppen af Manaslu i 2024. Foto: Privat

For både Caroline Rinfeldt og Emma Østergaard er det også bjergene, de drømmer om de kommende år. Emma Rinfeldt er i gang med projektet Beyond the Clouds, der handler om, at hun vil bestige verdens fem højeste bjerge på fem år. Ingen dansker har før været på de fem højeste toppe. Caroline Rinfeldt har ikke lyst til at sige det højt, men hun drømmer om alle 14 bjerge på over 8.000 meter. Hendes største drøm er dog stadigvæk at komme på toppen af K2.

Caroline Rinfeldt skal i de kommende uger forsøge at bestige Makalu, der er verdens femte højeste bjerg. Til sommer rejser Emma Østergaard til Pakistan for at nå toppen af K2.

Caroline Rinfeldt vil gerne inspirere andre, og hun har et budskab, hun gerne vil ud med.

– Vi kan meget mere, end vi tror, når vi stopper med at definere os selv ud fra vores begrænsninger.

Sådan gjorde vi: Jeg havde bemærket, at der var kommet en del unge danske kvinder, der besteg verdens højeste bjerge. Derfor kontaktede jeg flere af dem for at interviewe dem om udviklingen. Derudover kontaktede jeg Lars Gundersen, der er en af dem i Danmark, der ved mest om bjergbestigning og danske bjergbestigere. De fakta og tal jeg bruger i artiklen har jeg fundet på hjemmesiden Mountains.dk og Opdagverden.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.