
Læsning er noget, som mange forbinder med en solo-aktivitet, man hygger sig med hjemme på sofaen. Men sådan er det ikke til guidet fælleslæsning hos foreningen Ventilen.
Her kommer en bibliotekar ud og læser noveller og digte for unge. Formålet er at understøtte det fællesskab, som Ventilen sætter rammen for.
– Ventilen blev kontaktet af os med tanken om, at litteraturen kunne være med til at styrke det fællesskab, som de unge søger, fortæller bibliotekar Karen-Magrethe Revsbæk.
Samtidig var tanken også, at den enkelte unge kunne spejle sig i litteraturen, og at de på den måde kunne genkende sig i omverdenen.
Ventilen er en frivillig, social ungdomsorganisation, som arbejder for at forebygge og mindske ensomhed blandt unge.
De unge søger analoge fællesskaber
Forperson og næstforperson hos Ventilen Roskilde, Camilla Johansen og Martin Jul Jönsson, fortæller, at de har haft en positiv oplevelse med konceptet.
– Det er en god samtalestarter og en anden måde for dem at få talt sammen på. Når der er pauser mellem læsninger, så åbner det op for at nogle kan prøve at dele deres tanker med hinanden. Det er der nemlig nogen, der godt kan have det svært ved, fortæller Camilla Johansen.
Læs også: Fællesspisning skal bryde ensomhed, men de ensomme kommer ikke
Generelt er de unge mere og mere interesserede i analoge fællesskaber, hvorfor dette kan være med til at inspirere dem til at tænke samvær på en ny måde. For Ventilen er det nemlig vigtigt at være offline, og samles i fysisk frem for digitalt.
Hvad synes de unge?
Fælleslæsningen har nu kørt over et halvt års tid, og der er kommet forskellige reaktioner på det fra de unge. Nogle synes, at det er rigtigt spændende, mens andre godt kan finde på at springe aktiviteten over.
– De fleste er open mindet omkring det, men for nogle bliver det for ”roligt”. Dog er der nogle, som virkede skeptiske i starten, som alligevel er kommet igen. Nogle vil også meget gerne vide, hvilken litteratur der blev læst højt og finde bogen efterfølgende, fortæller Camilla Johansen og Martin Jul Jönsson.
Skønlitteratur er i centrum for fælleslæsningen. Der er både blevet læst tegneserier, digte og den seneste tekst har været fra novellen CATKISSER. En historie om en dreng, som blev skubbet ud af fællesskabet i sin klasse.
Der skal være noget på spil
Bibliotekar Karen-Magrethe Revsbæk har længe stået for guidet fælleslæsning på Roskilde Bibliotek. Hun fortæller, at det til hendes fælleslæsninger er vigtigt at vælge nogle tekster, som kan skabe gode samtaler.
– Vi vælger jo nogle tekster, hvor der er noget på spil, så der er noget at tale om. Samtalen er enormt vigtig. Det er det at have et rum, hvor man kan snakke om følelser gennem litteratur, som i virkeligheden betyder noget, forklarer Karen-Magrethe Revsbæk.
Fakta: Hvad er guidet fælleslæsning?
– Guidet fælleslæsning på Roskilde Bibliotek foregår på halvanden time. En novelle eller et digt oplæses langsomt og med mange pauser, hvor snakken er fri.
– Fælleslæsning handler om at lytte til en kort fortælling og dele sine tanker med andre.
– Bibliotekaren, som er uddannet læseguide, vil læse højt.
– Du må også gerne komme for at lytte. Der er ingen forberedelse eller krav.
Kilde: Roskilde Bibliotek
Hun forklarer, at det er i litteraturen og samtalen, man får undervejs, som hjælper nogle med at åbne op. Der er ikke noget rigtig og forkert. Det handler meget om, hvordan den enkelte oplever teksten, og at det sætter gang i nogle følelser. Én særlig oplevelse hænger ved.
– Der var engang for nogle år siden, hvor vi læste en novelle, der handlede om at miste. Der sad der fire kvinder og delte erfaringer og sorg med hinanden, om dengang deres mænd døde. Det her var i et lille lokalsamfund, så de kendte faktisk godt hinanden, men havde ikke nødvendigvis talt sammen om det. Det var en ret stærk at opleve, fortæller Karen-Magrethe Revsbæk.
Muligheden for at spejle sig i litteraturen og i hinanden
Der åbnede sig et rum for, at de kunne dele noget meget personligt. Nu er dette jo ikke det samme som at gå i terapi eller lignende, men hun understreger alligevel, hvilken indvirkning det kan have.
– Man skal passe på med at kalde det terapi, men bare det at man får muligheden for at spejle sig i litteraturen, og snakke med andre om det kan gøre, at nogle opdager – det jeg tumler med, er jeg ikke alene om., fortæller Karen-Magrethe Revsbæk.
Efter ønske fra de unge på Ventilen er planen, at der er fantasy på programmet til næste fælleslæsning.
Guidet fælleslæsning har inden for de sidste par år udbredt sig til at komme ud på kommunale plejehjem, Roskilde Arrest og til Ventilen. Det afholdes månedligt på Roskilde Bibliotek, både med enkelte læsninger og længere forløb.
Sådan gjorde jeg: Jeg kontaktede Ventilen om et interview, da jeg så, at de havde guidet fælleslæsning i kalenderen. Efterfølgende anbefalde de mig, at tage hen på Roskilde Bibliotek. Her opsøgte jeg hjælp til, at komme i kontakt med en, som vidste noget om guidet fælleslæsning. Jeg blev sendt videre til Karen-Magrethe Revsbæk og fik et interview herom.