Eleverne på Gungehusskolen får snart et helt nyt lokale, massevis af Lego-klodser og ny teknologi, som man kan bygge egne spil og robotter med til deres natur/teknologiundervisning.
Villum Fonden har i oktober 2026 bevilget 4,9 millioner kroner til syv af Hvidovre Kommunes folkeskoler.
Helt konkret vil 2.583 elever i 1.–6. klasse få glæde af den store bevilling.
Frydenhøjskolen, Risbjergskolen og Gungehusskolen skal have nye natur/teknologilokaler, mens syv skoler i kommunen får nyt udstyr til deres natur/teknologifag. Dertil skal en del af lærerne også efteruddannes.
Udstyret indebærer blandt andet Lego-klodser og såkaldt micro:bit, som skal give eleverne større mulighed for at eksperimentere og være mere praktiske.
Bevillingen bygger videre på støtten fra 2024, hvor Avedøre Skole, Dansborgskolen og Engstrandskolen fik midler til nye undervisningslokaler.
Det fremgår af en pressemeddelelse på kommunens hjemmeside.
Et tiltrængt løft
På Gungehusskolen er de stadig i gang med at finde ud af, hvordan pengene helt præcis skal bruges, fortæller skoleleder Morten Pejter Roitmann.
Men de ved, at de skal have et ny natur/teknologilokale, og det er de glade for. Skolens nuværende naturfagslokale er ikke ideelt til undervisningen og en opgradering er tiltrængt, lyder det fra skolelederen.
Bevillingen til natur/teknologifaget fra 2026
- Bevilling: 4,9 millioner kroner fra Villum Fonden til Hvidovre Kommune.
- Tre skoler – Frydenhøjskolen, Gungehusskolen og Risbjergskolen – får nye eller opgraderede lokaler.
- Syv skoler får nyt udstyr og materialer samt mulighed for faglig udvikling og samarbejde for lærere og naturfagsvejledere.
- Lærer skal efteruddannes i natur/teknologifaget
- Projektet vil gavne 2.583 elever i 1.–6. klasse, 38 lærere og seks naturfagsvejledere I Hvidovre og løber frem til sommeren 2029.
- Målet er på sigt at styrke natur/teknologi på alle Hvidovres ti folkeskoler.
- I 2024 fik Hvidovre 4,1 millioner kroner til nye lokaler på Avedøre Skole, Dansborgskolen og Engstrandskolen.
Kilde: Hvidovre Kommune.
– Vi har jo et naturfagslokale, der ikke har været opdateret i en årrække, siger Morten Pejter Roitmann, og han beskriver, hvordan naturfagslokalerne på skolen er fra 1990.
Det er sparsommeligt indrettet med udstoppede dyr og en generel mangel på moderne udstyr.
– Målet er jo selvfølgelig at skabe et bedre natur/teknologilokale og opdatere vores pædagogiske og didaktiske tilgange til undervisningen, så det er mere tidssvarende, siger Morten Pejter Roitmann.
Læs også: Nyt projekt i Glostrup skal lære skolebørn om biodiversitet
Erfaringer fra Avedøre Skole
Tilbage i 2024 fik kommunen en lignende bevilling fra Villum Fonden på 4,1 millioner kroner.
Her fik blandt andet Avedøre Skole støtte til at forbedre deres natur/teknologiundervisning og fik etableret et nyt natur/teknologilokale. I januar 2026 stod det nye lokale færdigt. Før det havde skolen slet ikke et natur/teknologilokale til mellemtrinnet, fortæller skoleleder Sille Madsen.
»Det er 100 procent forskel!«
Sille Madsen
Det nye lokale er indrettet uden stole og med forskellige zoner, der blandt andet afspejler bymiljø, hav, klima og dyreliv. Lokalet har også fået etableret en dør, så undervisningen nemmere kan fortsætte udenfor.
– Det giver jo bare en kæmpe motivation for børnene, fortæller Signe Madsen.
Hun fortæller også, at bevillingen fra 2024 ikke kun har givet skolen et nyt lokale, men også mulighed for at uddanne lærere i den praktiske tilgang til natur-/teknologifaget og afsætte timer til en tolærerordning.

Mere end nye lokaler
Bevillingen skal dog ikke kun forbedre skolernes lokaler. Ifølge Torben Roug, som er fondsrådgiver i Villum Fonden og ansvarlig for projektet, skal den også forbedre lærernes faglige kompetencer og udvikle undervisningen til at være mere praktisk orienteret.
– Børnene tror, det er et læsefag, siger Torben Roug.
Ifølge ham bør eleverne i undervisningen komme ud, undersøge naturen og lave eksperimenter. Faget skal være mere praktisk.
Han understreger, at lærerne skal have bedre faglige og didaktiske redskaber til undervisningen. Han fremhæver også betydningen af faglokaler, der tydeligt bør være indrettet til natur/teknologi, så eleverne tydeligt kan se, hvad hvad undervisningen lægger op til.
Ifølge Villum Fonden vil 38 lærere og seks naturfagsvejledere i Hvidovre bliver efteruddannet.
Hans Ubbe Ebbesen, adm. direktør i Engineer the Future, mener også, at nye lokaler ikke i sig selb kommer til at gøre undervisningen bedre.
– Rammerne er vanvittigt vigtige. Men det handler ikke kun om rammer. Det handler også om, hvad for noget undervisning, der finder sted i de rammer, siger Hans Ubbe Ebbesen.
Engineer the Future er en selvstændig dansk forening, som arbejder for at fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi. Direktør Hans Ubbe Ebbesen peger på, at gode lokaler skal gå hånd i hånd med undervisning, der vækker elevernes nysgerrighed.
Læs også: Mere natur på skoleskemaet: Nu skal lokale børn lære gennem udekøkken, drivhus og regnvandsbed
Sådan gjorde vi: Hvidovre Kommunes pressemeddelelse om bevillingen var udgangspunktet for artiklen. Jeg kontaktede Villum Fonden og flere af kommunens skoler for at undersøge, hvad pengene skal bruges til, og hvad tidligere støtte har betydet i praksis. Alle medvirkende kilder er interviewet telefonisk.