Omkring 1.200 børn og unge ventede i juni på enten at få vurderet deres behov for tandregulering eller at komme i gang med behandling i Roskilde Kommune. Det bekræfter Tandplejen i Roskilde Kommune i et skriftligt svar til Netavisen.
I samme svar oplyser Tandplejen, at kommunens specialtandlæger nu får flere arbejdstimer for at hjælpe med at nedbringe ventelisterne. De ekstra timer bliver indført gradvist og vil være fuldt på plads fra 1. marts 2027.
Roskilde Byråd godkendte den 7. oktober at bruge 800.000 kroner på området i 2026 og 3,2 millioner kroner om året fra 2027. Det fremgår af sagsfremstillingen fra byrådsmødet.
Ville undgå at miste tandlægerne
Ifølge den havde kommunen allerede tre specialtandlæger ansat, men deres samlede arbejdstid svarede til 2,2 fuldtidsstillinger. Med de ekstra penge skal den øges til tre fuldtidsstillinger. Tandplejen oplyser desuden, at kommunen er i gang med at ansætte mere hjælpepersonale.
Bent Jørgensen (V), som sidder i byrådet og er tidligere formand for Skole- og Børneudvalget fortæller, at det har været svært at skaffe specialtandlæger. Derfor var det vigtigt at kunne tilbyde de allerede ansatte mere arbejde, så de ikke søgte væk.
– Så vi var også lidt under pres for, at nu skal vi have det her igennem, inden de stikker af igen, så vi står og mangler dem, siger Bent Jørgensen.
Han forklarer, at politikerne valgte at finde pengene uden for den almindelige budgetproces for at komme hurtigere i gang.
– Normalt ville det blive rullet ind i budgetprocessen, og så ville det egentlig først blive effektueret fra 2027, siger Bent Jørgensen.
Faktaboks: Flere timer til tandregulering
-
Bevilling: 800.000 kroner i 2026 og 3,2 millioner kroner årligt fra 2027.
-
Specialtandlæger: De tre ansattes samlede arbejdstid øges fra 2,2 til 3 fuldtidsstillinger.
-
Tidspunkt: Den øgede arbejdstid er fuldt indført fra 1. marts 2027.
-
Hjælpepersonale: Kommunen er i gang med at ansætte flere.
-
Forventet effekt: Op til 200 flere patienter kan begynde behandling om året.
Kilder: Roskilde Byråds beslutning fra 7. oktober 2026 og Tandplejen i Roskilde Kommune.
Op til 200 flere i behandling om året
De ekstra timer skal gøre det muligt at starte behandling for flere børn og unge. Tandplejen anslår, at op til 200 ekstra patienter om året kan begynde tandregulering, når der er flere ansatte til opgaven.
– Vi forventer, at den ekstra bemanding gradvist vil øge antallet af vurderinger og behandlingsstarter, skriver Tandplejen.
Tandplejen er fortsat i gang med at ansætte hjælpepersonale. Kommunen oplyser, at der allerede er en positiv udvikling på ventelisten til behandlingsstart og på ventelisterne for børn, der blev visiteret i 2023 – 2025. Hvor meget ventelisterne samlet er blevet kortere, fremgår dog ikke af svaret.
Tallet på omkring 1.200 børn og unge er derfor fortsat det senest oplyste til RUC’s netavis. Tandplejen understreger, at ventelisterne ændrer sig løbende, og at man ikke har et aktuelt tal opdelt på børn, der venter på vurdering, og børn, der venter på behandlingsstart.
Ifølge Tandplejen i Roskilde Kommune prioriteres børnene efter en individuel tandlægefaglig vurdering og Sundhedsstyrelsens visitationskriterier. Her lægges blandt andet vægt på barnets vækst, tændernes udvikling, problemets alvor og risikoen ved at vente. Børn, hvor behandlingstidspunktet er afgørende, bliver prioriteret.
Sådan gør vi: For at finde potentielle nyhedshistorier i Roskilde Kommune brugte jeg COSMIC i ChatGPT. Her blev jeg opmærksom på kommunens efterslæb inden for tandregulering, som jeg valgte at undersøge nærmere. Ved hjælp af AI fandt jeg kontaktoplysninger på mulige kilder. Herefter undersøgte jeg byrådets beslutning fra den 7. oktober, interviewede byrådsmedlem Bent Jørgensen og indhentede skriftlige svar fra Tandplejen i Roskilde Kommune. På baggrund af min research og kildernes oplysninger skrev jeg artiklen.