LSD kan hjælpe kræftpatienter

LSD-forsøg kan hjælpe døende kræftpatienter.
LSD-forsøg kan hjælpe døende kræftpatienter.

Dødeligt syge kræftpatienter kan måske se frem til behandling med stoffet LSD. I hvert fald viser et nyt studie, at LSD kan benyttes til at hjælpe imod angst og depression hos terminale kræftpatienter.

Behandlingen skal hjælpe de patienter, der er hårdest ramt af angst eller depression til at være mere modtagelige for eksempelvis psykologhjælp, da effekten af LSD kan være, at patienten fokuserer mindre på sig selv og sine problemer.

Lægefaglig redaktør Jens Pedersen fra Kræftens Bekæmpelsen forklarer om metoden:

– Her har man forsøgt en meget gammel metode for at se, om man kan komme bedre igennem med psykoterapi, så det er ikke LSD’s effekt alene, men en hjælp til at åbne for psykoterapi.

Der er brug for behandling af psykiske lidelser hos kræftpatienter, da mange af dem lider at angst og depression, fortæller Jens Pedersen.

For at de patienter, der er hårdest ramt af angst, skal være åbne for eksempelvis psykologhjælp, kræver det, at de slapper af. Her kan LSD-terapi være med til at hjælpe, selvom at effekterne af behandlingen ikke er kortlagt endnu.

Undersøgelsen af LSD-terapi er udført af forskere i Schweiz med Dr. Peter Gassers i spidsen.

Behandling i dag

I dag bliver der benyttet forskellige metoder til at hjælpe mod angst og depression.

– Man har selvfølgelig medicin. Man har ansat en psykolog. Så har man musikterapi, som jeg faktisk har fundet ud af hjælper rigtig mange, men der vil jo stadig være nogle, der er svære at behandle, siger Jens Pedersen.

Det er netop de patienter, der er svære at behandle, man måske kan få fat i med den nye metode.

Læs også: Banebrydende dansk forskning kan forbedre kræft-scannere

LSD’s effekt

LSD studiet

Forsøget er foretaget på 12 forsøgspersoner over to til tre uger.

Forsøgspersonerne har modtaget forskellige doser af LSD for at teste for bivirkninger.

Studiet viser, at under kontrollerede, medicinske forhold kan LSD hjælpe på angst og depression.

Forsøget er foretaget i Schweiz af MD. Peter Gasser.

LSD var meget populært i 60’erne, men stoffet fik et dårligt rygte, og man stoppede med at undersøge de positive effekter af stoffet.
Gitte Knudsen, overlæge og leder af Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, fortæller, om de effekter LSD kan have:

– Hvis man giver meget høje doser af LSD, kan man ofte få nogle effekter, der er mindre behagelige. Men rammer man den rigtige dosis, altså hverken for lidt eller for meget, rapporterer folk, at de føler en samhørighed med omverdenen. Det er som om, ens egen person træder lidt i baggrunden og bliver mindre vigtig.


LSD skal undersøges mere grundigt

Gitte Knudsen understreger, at LSD som medicin skal undersøges yderligere, men ser derefter ikke nogle problemer ved metoden:

– Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke kan bruge de lægemidler, vi har ved hånden, hvad enten det så er en terminal patient, eller det er en, der lider af angst eller depression. Så det er helt afgørende, at vi får nogen flere undersøgelser, hvor man undersøger de her stoffer ordentligt, siger hun.

Forskerne bag forsøget efterlyser også flere undersøgelser, så man kan forså, hvad LSD kan hjælpe på.