Meldingen fra turisterne er klar: Den offentlige transport er dyr – for dyr. Københavns heldagsbilletter, der gælder til både bus, tog og metro i 24 timer, er de dyreste i 15 europæiske lande viser en undersøgelse, NetAvisen har lavet.
NetAvisen har spurgt turisterne på de københavnske gader og stræder om, hvordan de kommer rundt til byens seværdigheder – og ikke mindst, hvad de mener om priserne på hovedstadens offentlige transport.
Læs også: København har Europas dyreste heldagsbilletter
Flere af turisterne fortæller, at prisen på den københavnske transport er dobbelt så høj, som i deres hjemlande. Generelt synes de ikke, at turen med tog, bus eller metro er pengene værd – egentlig vil de hellere bare gå eller cykle og spare pengene.
Åse, 37 år, jurist, Sverige
– Jeg har været på ferie her i fire dage nu, og for det meste har jeg gået eller taget en taxa for at komme rundt omkring i byen. Men jeg synes, det er dyrt at tage toget her. Strækningen er så kort i forhold til, hvad du betaler for turen. Du skal bare over på den anden side af sundet, så koster det halvdelen at tage bussen og toget.
Anna, 21 år, erasmusstuderende, Spanien
– Det er ret dyrt at komme rundt i byen med offentlig transport. Jeg ville helt sikkert tage metroen noget mere, hvis det var billigere. Men egentlig er det okay at gå, for centrum er ikke så stort og temperaturen er behagelig lige nu.
Kate, 34 år og Stanislav, 35 år, Rusland
– I dag er vores anden dag i København, og vi har mest gået rundt. Vi tog toget fra lufthavnen, og det var rigtig dyrt sammenlignet med Moskva. Vi synes, det er dyrt at tage toget hjemme i Moskva, men her er det endnu dyrere. Hvis den offentlige transport var billigere, ville vi bruge den mere, for vi ikke har så meget tid her i København. Og metroen ville kunne spare os tid og betyde, at vi kunne nå at se mere af byen og dens seværdigheder.
Roberto 46 år, arkitekt og Ciara 45 år, lærer, Italien
– Vi er her i København på weekendtur, og egentlig er vi mest kommet rundt til fods. Vi har også været med metroen, men vi syntes, det var meget dyrt. Generelt er livet dyrere i Danmark og lønningerne er højere. I Italien er prisen meget lavere. Hvis det var billigere at tage metroen, ville vi helt sikkert tage den mere. Men det bedste ville være, hvis vi kunne leje cykler her om søndagen.
Elyse, 20 år, studerende, Hongkong
– Jeg tog toget fra lufthavnen til hostellet, og det var dyrt, synes jeg. I dag har jeg været ude at se den lille havfrue og ellers har jeg bare gået rundt omkring i byen. Jeg er glad for, det er så nemt at komme frem til fods, for den offentlige transport er virkelig dyr her.
Joyce, 21 år, studerende, Frankrig
– Jeg har brugt metroen meget, mens jeg har været på ferie her i København. Men jeg synes godt nok, det er dyrt. Prisen er ret høj på offentlig transport her sammenlignet med Frankrig – faktisk er den dobbelt så høj. Så jeg har gået en masse de her fire dage i stedet for, fordi den offentlige transport er så dyr.
Semi, 35 år, manager og Hong Pa, 29 år, ingeniør, Korea
– I dag er vores første dag med sightseeing i København. Her er dejligt rent, folk er glade, og jeg føler en form for ro. Men vi går rundt, for vi har ikke råd til at tage metroen og busserne. Vi ville leje cykler, men de var også for dyre – 150 kroner per styk for en enkelt dag.
Jake, 34 år, softwareudvikler, Canada
– Den offentlige transport er ALT for dyr her i København. Hjemme i Canada kan jeg få et helt måltid mad for det samme, som en busbillet koster her. Metroen er virkelig dyr, men man er nødt til at bruge den offentlige transport, for det er umuligt at gå rundt til alt.
Judy, 64 år, pensionist, Australien
– Vi har kørt meget med bus i byen. Men det var lidt dyrt i forhold til, hvad vi fik ud af de korte busture. Og et andet problem med den offentlige transport i København er, at alle skiltene kun står skrevet på dansk, og jeg kan ikke læse dansk. Så det er svært at finde ud af, hvor togene og busserne kører hen.
Eric, 35 år, Taiwan
– Vi har været på ferie her i København i seks uger, og vi har brugt busserne og togene en del for at komme rundt i byen. Men det er alt for dyrt, så derfor har vi også gået rigtig meget rundt til de forskellige ting.