I efteråret fremsatte blå blok et forslag om en 3-årig prøveordning, der ville give 17-årige lov til at tage kørekort. I dag blev lovforslaget forkastet, med 54 for stemmer og 56 stemmer imod.
– Regeringen vil desværre ikke være med. De er alt for forsigtige, siger trafikordfører fra De Konservative Tom Behnke.
Det var Tom Behnke sammen med Kristian Pihl Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF) og Simon Emil Ammitzbøll (LA), der fremsatte lovforslaget om en forsøgsordning med kørekort til 17-årgie tilbage i november. En del af forslaget var, at de 17-årige kunne få lov til at køre bil, hvis de kørte med en erfaren billist på passagersædet. Når de fylder 18, ville de så få kørekort på normale vilkår og kunne køre alene.
– Vi mener, at det vil være godt for unge billister at få en blødere indførsel i trafikken, siger Tom Behnke videre.
Læs også: Ekspert: Rutinerede bilister er fartblinde
En dårlig ide
Hos Socialdemokratiet er man dog ikke interesserede i flere unge billister på vejene.
– Der er alt for mange unge, der er involveret i uheld i forvejen. Det er en dårlig ide, siger retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen.
Hun mener slet ikke, at det er ny lovgivning, der skal til på området. Det betyder ikke noget, at de unge prøver at køre med en erfaren billist, inden de må køre alene.
– Der er ikke brug for ny lovgivning, der er brug for bedre uddannelse og oplysning. Det er et spørgsmål om moral, og moral kan ikke lovgives, siger Trine Bramsen (S).
Hun mener ikke, at lovforslaget tager ordentligt hånd om problemet ved blot at give flere unge lov til at køre.
Gode resultater fra Tyskland
I Tyskland har man haft stor succes med en lignende ordning, som den blå blok har foreslået.
– I Tyskland har den foreslåede ordning vist sig at være en stor succes. Det er lykkedes at reducere antallet af alvorlige ulykker blandt unge bilister med mere end 20 pct., fortæller trafikordfører for Dansk Folkeparti Kim Christensen.
Hos Socialdemokratiet finder de imidlertid, at ikke tyske trafikregler er noget universelt, der også kan overføres til Danmark.
– Danske og tyske forhold er slet ikke sammenlignelige. Der er en helt anden mentalitet omkring det at køre bil i Tyskland. Det kan man ikke lovgive sig ud af, siger Trine Bramsen (S).
Hun understreger også, at dansk kørerlæreforening ikke var begejstrede for den forslåede prøveordning.
Læs også: Unge bilister er livsfarlige
Nye regler for knallerter
Selvom reglerne for kørekortet ikke blev ændret, håber blå blok stadigvæk på, at deres lovforslag om at nedskrive alderen for, hvornår det er muligt at starte med at tage knallertkørekort, kommer igennem.
– Det er vigtigt for unges mobilitet, at de har muligheder for at transportere sig selv, siger Kim Christensen (DF).
Blå blok har lavet lovforslag om at nedsætte alderen for knallert 30 fra 16 til 15 år, og alderen for knallert 45 skal nedsættes fra 18 til 16 år. De Konservative er dog ikke med omkring lovforslaget for knallert 45.