Blandt pollenallergikeres værste fjender er platantræer. Alligevel vælger Frederiksberg Kommune at genplante 30 platantræer på Cityringens nye station Aksel Møllers Have. De cirka 40 træer måtte fældes, da metrobyggeriet satte i gang. Nu skal de igen forskønne Aksel Møllers Have, forklarer stadsgartner Karsten Klintø fra Frederiksberg Kommune. Den beslutning foruroliger Astma-Allergi Danmarks kommunikationschef Lise Nørgaard:
– Jo flere platantræer, jo mere pollen er der i luften, og jo mere bliver pollenallergikere påvirket, siger Lise Nørgaard, der ikke forstår kommunens prioritering.
Træet som varemærke
Når det blev netop platantræer, er det både, fordi kommunen ønsker de samme træer langs grusstien, der ligger ved Aksel Møllers Have. Men også fordi træerne har en anden vigtig funktion på Frederiksberg, forklarer stadsgartneren:
– På Frederiksberg satser vi meget på bytræer som en bolignær oplevelse. For ikke at miste for mange træer på grund af artsspecifikke plantesygdomme eller skadedyr har vi den strategi, at vi planter så mange forskellige træer som muligt. Vi bruger yderligere træer i kommunen til at skabe identitet i byen. Når man er på Platanvej, så skal der også være platantræer, siger Karsten Klintø.
Og så er træerne en del af bydelens historie. Oprindeligt blev der plantet 130 platantræer i 4 rækker som arkadehække for cirka 20 år siden. Frederiksberg Kommune ønsker at genskabe arkadehækkene, og derfor vælger de at genplante platantræer og ikke nogle andre trætyper, fortæller Karsten Klintø.
Et alternativ er kirsebærtræer
Astma-Allergi Danmark ser helst ikke platantræet i brug, fordi platantræerne er stærkt allergene. Astma-Allergi Danmark råder derfor generelt kommunerne til at vælge nogle andre trætyper:
– Vi går ikke ud og siger, at nu skal vi fælde alle birketræer og platantræer. Men vi prøver at gøre opmærksom på, at man også tænker sundhed ind, når man vælger at plante nye træer, siger Lise Nørgaard.
Læs også: Byhaver gør grønnere og plejer vores image
Hun påpeger, at der er mange andre trætyper, som ikke er lige så allergifremkaldende. Astma-Allergi Danmark har blandt andet rådet Københavns Kommune til at plante kirsebærtræer i stedet for birketræer på Vartorv. Kirsebærtræer er et alternativ til de allergifremkaldende trætyper, fordi de ikke afgiver allergener.
Nedsætter livskvaliteten
Mange danskere er generet af pollenallergi, og det påvirker deres livskvalitet. Pollenallergi er nemlig ikke sjovt at leve med, påpeger Lise Nørgaard:
– I Danmark er det mellem 20 og 25 procent af danskere, som har pollenallergi, og det giver dem nedsat livskvalitet og sygefravær. Det er derfor vigtigt at tænke på de konsekvenser, det har for pollenallergikerne, når kommunerne planter nye træer, siger Lise Nørgaard.
Læs også: Forsker: Storbyens grundvand er fortabt
Selvom Frederiksberg Kommune genplanter platantræer, understreger stadsgartner Karsten Klintø, at der bliver taget stilling til allergi, når der skal plantes nye træer i byen:
– Det overvejer vi altid, når det er i nærheden af boliger, og vi skal vælge nye træer til veje, siger stadsgartner Karsten Klintø.