Advokatmægling kan forhindre forældrekonflikter

UNE VIE DE COUPLE
Advokater mener, at frivillige mediationer kan løse mange forældrekonflikter, før de ender i retten som børnesager.
Foto: mediatoradvokater.dk

– Det var en forfærdelig situation at sidde med min klient, når der står sort på hvidt, han har ret til at se sine børn, og sige, han bare ikke kan komme til det, fordi konfliktniveauet er for højt. Han mistede jo sine fire børn.

Stemmen er på bristepunktet, mens Liv Dyrhauge Klargaard fortæller om en af de utallige gange, hun har været advokat i en børnesag. Sager, som alt for ofte forstærker konflikten mellem forældrene frem for at løse den.

Liv Dyrhauge Klargaard er selv skilsmissebarn og har tre børn, så hun ved, hvor meget der er på spil, og hvor stort et loyalitetsdilemma børnene kan komme i. Derfor tog hun for tre år siden uddannelsen som mediator. Nu kan den 38-årige advokat fra Svendborg, ligesom cirka 400 andre advokater, mægle mellem stridende forældre uden at inddrage retten.

Den menneskelige side af sagen

Skilsmisse, forældremyndighed, bopæl, samvær, udlevering, anbringelse, bortførelse. Der er mange sager, hvor børnene kan blive klemt mellem forældrenes modstridende ønsker. En stor del af børnesagerne foregår i Statsforvaltningen, mange også i fogedretten, og nogle ankes til landsretten. På den måde varer sagerne ofte over et halvt år.

Læs også: Hurtig lov giver flere skilsmisser

En mediation varer seks timer. Her melder forældrene sig frivilligt til et møde for at finde frem til en aftale med hjælp fra mediatoren. Hvis begge parter bliver tilfredse, underskriver de aftalen, så den bliver juridisk bindende. Men mediationen tager også hånd om de menneskelige sider af konflikten.

– I retssagen kan man ikke sige: “Jeg er skidesur, fordi du stak af med min bedste veninde, og nu må du i hvert fald ikke se dit barn”. I en mediation kan man snakke om rigtig mange ting, som ikke er relevante under en retssag, men som i virkeligheden er det, hele sagen handler om, siger Liv Dyrhauge Klargaard.

Mediation før retsmægling

Mediationen minder om den retsmægling, der allerede tilbydes i mange retsforløb. Men målet er, at uenigheden aldrig når så vidt.

Mediation i Danmark:

  • En mediation er et frivilligt mæglingsmøde, der finder sted før en eventuel retssag påbegyndes.
  • Partsadvokater kan deltage i mediationen sammen med deres klienter.
  • En mediation på op til seks timer koster 15.500 kroner.
  • Der er ikke offentlig støtte til mediationer.
  • Mediationer kan for eksempel anvendes i børnesager, erhvervstvister og arbejdskonflikter.
  • Mediationsuddannelsen er en videreuddannelse for jurister bestående af 58 lektioner.
  • Der findes omkring 400 uddannede mediatorer i Danmark.
  • Cirka 170 af mediatorerne er organiseret gennem Mediationsinstituttet i samarbejde med foreningen Danske Mediatoradvokater.

– Problemet med retsmægling er, at man først får den tilbudt, når man har anlagt en sag, og der er man jo meget langt henne i konfliktforløbet, siger Louise Lerche-Gredahl. Hun er advokat og administrerende direktør i Mediationsinstituttet. En selvejende og almennyttig institution, der er stiftet af Advokatsamfundet og støttet af brancheforeningen Danske Advokater.

Instituttet står for at udpege mediatorer til forældre og andre stridende parter, som vel at mærke har råd til at betale de 15.500 kroner, de første seks timers mediation koster.

– Årsagen til, at vi ikke har så mange børnesager, er først og fremmest ukendskab og dernæst en økonomisk barriere. Når man går til os, skal man selv til lommerne. Der er ikke nogen fri proces, siger Louise Lerche-Gredahl.

Ingen offentlig støtte

Enlige forældre kan få fri proces ved domstolene, hvis de har en årlig indkomst på maksimalt 282.000 kr. Til det beløb skal lægges 49.000 kr. for hvert barn, de forsørger.

Læs også: Velfærdsstaten giver flere skilsmisser

Louise Lerche-Gredahl mener, at der ligeledes bør være offentlig støtte til mediationer. Ikke kun for parternes skyld, men fordi statens retsomkostninger kan spares. Hun påpeger, at hver advokat ved en fri proces i fogedretten koster staten 10.000 kr. Derudover kommer udgifter til dommer og andre embedsmænd. Udgifter, der bliver væsentligt højere, hvis sagen ankes til landsretten.

Mediationsinstituttet er derfor ved at lave en undersøgelse af, hvor mange penge det danske samfund kan spare i retsomkostninger og andre udgifter ved at finansiere førretslige mediationer. Undersøgelsen vil blandt andet kigge på positive erfaringer fra Norge.

Professor positiv

I Norge er skilsmisseforældre tvunget til en times konfliktmægling. Hvis det ikke virker, får de tilbudt op til syv timers gratis mægling med en psykolog eller familieterapeut. Og hvis det heller ikke er nok til at løse konflikten, skal de deltage i et retsforberedende kursus med en dommer, en psykolog og to advokater. Denne proces har medvirket til, at under 300 børnesager måtte afgøres i det norske retssystem sidste år, mens tallet i Danmark var cirka ti gange højere.

Læs også: Rådgivning skal prioriteres ved NemID-skilsmisser

Hanne Warming, der er medlem af Børnerådet og professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, mener også, at der bør være offentlig støtte til mediation i børnesager. Hun understreger dog, at der som i Norge skal sættes penge af til længere forløb end bare én mediation, og at det i sidste ende er børnenes og ikke forældrenes behov, der skal veje tungest.

– Man skal være rigtig god til at få børnenes perspektiv med i den mægling. Nogle gange kan forældrene godt blive enige om noget, hvor de så i virkeligheden glemmer barnets perspektiv. Selvfølgelig er det godt for barnet, at konfliktfeltet bliver afspændt, men barnet har også andre interesser i sagen, siger professoren.

Frivillig for Svendborgs unge mødre

Foreløbigt har Liv Dyrhauge Klargaard taget sagen i egen hånd og startet en juridisk advokatvagt hos Mødrerådgivningen i Svendborg. Her har hun 10 til 15 børnesager om året, og cirka en dag om måneden medierer hun i en af dem.

– Grunden til, at jeg gør det frivilligt, er, at Mødrerådgivningen er for unge og sårbare mødre under 25, som har nok med i bagagen og umiddelbart ikke vil have råd til at betale for en mediation selv, siger Liv Dyrhauge Klargaard.

For tiden har hun cirka 50 børnesager som partsadvokat, men synes, det ville være ”skønt” med fast arbejde som mediator.

– Det er meget sjovere end at skulle i retten. Jeg kan godt lide spændingen. Hvad der er bedst for ens klient, det ved klienten kun selv. Og nogle gange kan man bare blive overrasket over, hvad der var konflikten, siger Liv Dyrhauge Klargaard.

Læs også: Ny skilsmisselov: Børn bliver glemt i raseriet