Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) siger, at han ikke vidste, at den lokale afghanske tolk var tilknyttet det danske forsvar, efter han modtog en sms-besked om dennes død.
Det fortalte han på Forsvarsudvalgets åbne samråd tidligere i dag, hvor forsvarsministeren måtte svare på spørgsmål angående de afghanske tolke, der har tolket for de danske styrker i krigen i Afghanistan.
Læs også: Forsvarsminister kendte til dræbt tolk
Forsvarsminister Nick Hækkerup har sagt til Jyllandsposten, at han ikke kendte til tilskadekomne tolke i forbindelse med den sidste tids mediefokus på de lokale afghanske tolkes sikkerhed. Men Nick Hækkerup modtog en sms-besked d. 6. oktober 2011, hvori blev han orienteret om en afghansk tolks død ved en hændelse, hvor en dansk soldat blev såret og to britiske soldater dræbt. Det viser en redegørelse, Jyllandsposten er i besiddelse af. Den afghanske tolk arbejdede for de danske soldater.
Afghansk soldat vidste sig at være tolk
Lene Espersen (K) spurgte forsvarsministeren under samrådet, hvorfor han modtog en orientering på sms om en dræbt tolk, hvis ikke denne havde noget at gøre med de danske styrker.
Nick Hækkerup fik først besked om, at det var en afghansk soldat, der var død, sagde han under samrådet.
– Få dage efter min tiltræden som minister, modtager jeg en sms om morgenen fra operationskontoret om den særlige henvendelse vedrørende en såret soldat i afghanistan. Af meldingen fremgår det, at der er fire personer, der er blevet såret ved hændelsen: en dansker, som jo altid vil give anledning til en melding, to hårdt sårede britiske soldater, samt – hvad der er beskeden i den første sms – en ANSF-soldat, svarer Nick Hækkerup.
ANSF er en forkortelse for de afghanske sikkerhedsstyrker.
Læs også: Afghanske tolke får kold dansk skulder
Troede død tolk var med briterne
Forsvarsministeren svarede videre, at han modtog opfølgende henvendelser i løbet af dagen.
– Taget efter hukommelsen, er det en besked om, hvordan det går med danskeren, herunder at han er uden for livsfare. Sidst på eftermiddagen kommer der en melding om, at den fjerde sårede er en afghansk tolk, som er død af sine kvæstelser. Men der står ikke nogen steder i den orientering, jeg får, om den tolk har været tilknyttet en dansk enhed, fortsætter forsvarsministeren med henvisning til de to britiske soldater, der også var tilstede.