Forældre opretter friskoler, når kommuner lukker de små folkeskoler. Efter sommerferien åbner det største antal friskoler i mange år.
Når de små folkeskoler rundt omkring i landet lukker, har eleverne og deres forældre to muligheder. Enten kan de samles med andre elever på en større skole, eller også kan forældrene oprette en ny skole i lokalområdet – og det er netop, hvad der kommer til at ske til næste skoleår.
»Der er et rekordstort antal friskoleoprettelser på vej i år, fordi vi har haft en kommunesammenlægning, og der bliver lukket en masse små folkeskoler rundt omkring,« siger Maren Skotte, der er informationskonsulent i Dansk Friskoleforening.
Hun fortæller, at Dansk Friskoleforening forventer, at der efter sommerferien vil starte et sted mellem 20 og 25 nye friskoler op. De sidste par år har tallet ligget mellem 8 og 12.
Nærmiljø og få elever
For både børn og forældre, som har været vant til en lille skole tæt på hjemmet, er det en stor omvæltning, at barnet pludselig skal gå i en større klasse og køre langt for at komme i skole om morgenen.
»Så får forældrene den tanke, at de ønsker at lave en friskole, fordi det skoletilbud, som den offentlige skole stiller op med, ikke længere harmonerer med deres værdier,« siger Maren Skotte.
For mange af forældrene på de små skoler er det især den nærhed, det giver at have en lille skole i lokalmiljøet, som de forsøger at værne om, når de opretter friskoler.
»Det drejer sig om børnenes nærområde, om lokalmiljøet, og om det værditab beboerne i området får, når skolen lukker,« siger Åse Vajhøj.
Åse Vajhøj er skolebestyrelsesformand både for Lørslev Skole i Hjørring, der lukker med skoleårets udgang, og Lørslev Friskole, der starter efter sommerferien. I Hjørring lukker syv kommuneskoler, og der er på nuværende tidspunkt taget initiativ til flere nye friskoler i området.
De små kommuneskoler fungerer ofte ikke blot som skole, men kan også være dér, hvor den lokale idrætsforening holder til, og lokalsamfundet kan holde forskellige arrangementer.
»Der er borgerhus og masser af idrætsaktiviteter på skolen, og det liv forsvinder fra nærområdet, når skolen lukker. Selvom bygningerne bliver stående, så vil vores børn jo ikke tage tilbage til vores område, men i stedet blive sammen med deres nye klassekammerater og gå til fritidsaktiviteter i nærheden af den nye skole,« siger Åse Vajhøj.
Ny skole – nye muligheder
Når en ny skole åbner, skal den have et værdigrundlag. For skoler, som har baggrund i en lukket folkeskole, ligger der en stor opgave i at finde ud af, hvad skolens værdier skal være.
»Der sker altid det, at friskolen ikke bare bliver en kopi af den lukkede folkeskole, men at man faktisk går i gang med at finde ud af, hvad det så er for en skole, man ønsker at lave i stedet,« siger Maren Skotte.
I modsætning til skoler med et specielt religiøst eller pædagogisk sigte har initiativtagerne nemlig ikke altid et fælles værdisæt, men ønsker blot at bevare en skole i lokalområdet.
»Vi er som sådan ikke utilfredse med den kommunale skole, så udgangspunktet for værdigrundlaget har klart været at tage det bedste derfra,« siger Åse Vajhøj.
Læs også