Du kan snart være anonym på Facebook

For at imødekomme hård konkurrence åbner Facebook snart for anonyme brugere. Foto: Andrew Feinberg
Som reaktion på hård konkurrence vil Facebook åbne for anonymt brug af det sociale netværk.
Foto: Andrew Feinberg

Facebook er på vej med en ny app, der giver brugere lov til at bruge andre navne end det, der står i fødselsattesten. Det skriver den amerikanske avis The New York Times, der ser planerne som en reaktion på skærpet konkurrence på markedet for sociale netværk.

Det sker efter lanceringen af det nye sociale medie Ello, der brander sig som en modsætning til Facebook. Ello forlanger nemlig ikke personlige oplysninger om brugerne, der kan videregives til andre virksomheder.

De Facebook-brugere, jeg har talt med i min forskning, synes netop, det er en fordel at vide, hvem hinanden er

Jakob Linaa Jensen, lektor i medievidenskab

Facebook:

  • Lanceret i februar 2004
  • Har flere end 1 milliard brugere
  • Kræver registrering af navn

Ello:

  • Lanceret i marts 2014
  • Får op imod 40.000 nye brugere i timen
  • Kræver ikke anden registrering end en e-mail

Kilde: telegraph.co.uk

Den nye Facebook-app vil betyde en stor ændring for IT-giganten, der siden stiftelsen i 2004 har krævet, at brugere registrerer sig med deres rigtige navne.

Jakob Linaa Jensen, der er lektor i medievidenskab og forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet, kalder det »paradoksalt«, at Facebook vil åbne for anonyme brugere:

– De Facebook-brugere, jeg har talt med i min forskning, synes netop, det er en fordel at vide, hvem hinanden er, fortæller han.

Jakob Linaa Jensen mener, at Facebooks overvældende succes netop skyldes, at man ved, hvem brugerne er. Det giver en stor social fordel i forhold til andre sociale netværk, hvor det er muligt at være anonym.

– Problemet med eksempelvis chatrum er, at man ikke gider investere lang tid på at tale med vildt fremmede, siger Jakob Linaa Jensen.

Anonymitet fører til eksperimenteren

Ifølge Jesper Tække, der ligeledes forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet, baner anonym optræden på Facebook vej for, at forhold fra det tidlige sociale internet blomstrer op igen. Inden Facebooks fremtog blev internettet brugt på mere eksperimenterende basis.

Læs også: Racisme stortrives på Facebook

– Mange unge eksperimenterede en hel del med sin identitet. De kunne afprøve mange forskellige måder at være på ved at være anonyme, fortæller Jesper Tække om det sociale internet før Facebook.

– Det spændende var, at du som mand kunne skrive som en kvinde, som gammel kunne du skrive som ung, som en, der kun havde et ben, kunne du skrive som en tobenet, forklarer Jesper Tække.

The New York Times forventer, at Facebook har sin nye app klar i løbet af de kommende uger.