I april og maj kommer have-nusserne frem

Have

I april og maj sår de fleste haveentusiaster ud, så de i løbet af sommeren og efteråret kan høste goderne. Den lange vinter har udskudt såningen en smule, men ifølge Keld Hedegaard, som er afdelingschef for Plantorama i Aalborg, kommer det ikke til at påvirke høsten.

– Hvis varmen er kommet for at blive, så gror planterne ekstra hurtigt, og de fleste vil kunne høste grøntsager og krydderurter som sædvanlig, siger han.

Læs også: Yes! 17 varmegrader er lige om hjørnet

Folk vil gerne være selvforsynende

Efterhånden er der mange, som gerne vil være selvforsynende, og hos mændene er det især chili, der er hot.

Hvert barn kan have sin egen lille højbeds-ramme og så, hvad det har lyst til
– Jacob Walther Stubbe, bestyrer af Nybo Planteskole og Havecenter

– Folk vil gerne være mere selvforsynende og dyrke økologisk. Kvinderne går op i det meste. Både blomster, grøntsager og krydderurter, men mændene kommer efter chili, siger Jacob Walther Stubbe, som er bestyrer på Nybo Planteskole og Havecenter i Nybo.

Også i Aalborg hitter chili hos mændene, siger Keld Hedegaard.

Læs også: Snefuld marts hjælper forårsforelskelser på vej

Mens kvinder tilsyneladende kaster sig over hele haven og mændene over chili, kan højbede være rigtig gode til børnene.

– Hvert barn kan have sin egen lille højbeds-ramme og så hvad det har lyst til, siger Jacob Walther Stubbe.

Potato-pots passer til altanen

Til de som må nusse om altanen, er der også god mulighed for at være næsten selvforsynende. De såkaldte potato-pots er meget populære i Nybo Plantecenter og Haveskole, fordi de passer til altanerne. Potato-potterne siges at blomstre hele sommeren, men Jacob Walther Stubbe mener dog ikke, at en enkelt potte kan forsyne en hel familie sommeren igennem.

– Bor man alene, kan man godt spise kartoflerne en stor del af sommeren, men de fleste gør det nu også mest, fordi det er sjovt, siger han.

Have-nusseri kan være godt for krop og sjæl

Foruden et forhåbentlig godt grøntsags- og krydderurt-sortiment sommeren og efteråret igennem, kan have-nusseri for mange have-entusiaster også have en helt anden fordel. Det kan nemlig være rigtig sundt for krop og sjæl.

Læs også: En naturlig psykologi

– Hvis man har en have, der ikke ligefrem skal være i Viktoriansk stil, kan det have mange fordele. Ofte er det noget konkret, man foretager sig hvad enten det er at klippe en gren af eller så et frø. Og samtidig ser man ofte resultatet hurtigt, siger Katrine Dall Jørgensen, som er Cand. Psych. og som har skrevet om Rigshospitalets have, der blev opført i 2006.

Hvis man er en af de danskere, som lider af vinterdepression, kan det også være gavnligt, fordi man ofte får tilført B-vitamin og frisk luft. Katrine Dall Jørgensen understreger dog, at det er en fin balance.

– Det skal ikke gå hen og blive så omfattende, at det bliver et stressmoment. Så kan det have den modsatte effekt, siger hun.