Provinsby gør klar til skaterinvasion

Klatring, skating og BMX-kørsel er blot nogle af de idrætsgrene man kan kaste sig ud i i
den nærmeste fremtid i Haderslev. I sidste uge gav Haderslev Byråd nemlig endeligt grønt
lys til at sætte gang i byggeriet af den største skatehal i Jylland. Projektet hedder SkateCity
og bag initiativet står lokale ildsjæle og skatere.

Formanden for SkateCity, Morten Hansen, som selv står på skateboard, glæder sig over, at
økonomien og lokaliteten af byggeriet er faldet endeligt på plads. Skatehallen bliver
opført på Haderslev Havn, hvor området uden for selve skatehallen også vil blive
inkluderet i byggeriet.

»SkateCity projektets fremtid er sikret. Så nu kan vi gå i gang med at få tegnet færdig
og arbejde frem mod det første spadestik,« siger Morten Hansen.

Det er meningen, at området skal være et trækplaster for alle mulige former for
streetsport, såsom rulleskøjtning, skateboarding og basketball. Samtidig forventer Morten
Hansen, at der vil komme mennesker fra både ind- og udland. En af de ting, der skal trække
besøgende til er, at SkateCity får Nordeuropas største indendørs skaterampe.

»Jeg jo selv skater og inden for skate-verdenen, der rejser man jo på tværs af Europa for
at få lov til at skate et fedt skate-spot,« siger Morten Hansen.


Uorganiseret idræt

Målet er at samle så mange former for idrætsliv som muligt omkring den nye skatehal.
Derfor er SkateCity ikke kun til skaterne.

»Hvorfor skal alle de små grupperinger, som man forbinder med streetkulturen være spredt
ud til mange sider? Vi vil gerne opbygge et fællesskab for de grupper,« siger Morten
Hansen.

En af de grundlæggende ideer er, at idrætten skal foregå på brugernes betingelser. Derfor
handler projektet i høj grad om, at brugerne selv bestemmer, hvor og hvornår de vil dyrke
deres idræt. Ifølge Morten Hansen er det en organiserende faktor i sig selv, hvis
faciliteterne er i orden. Det er nemlig det, der trækker folk til.

Prisen for byggeriet bliver anslået til cirka 24 millioner kroner og skal efter planen stå
færdigt i sommeren 2012.

Læs også:

Guide: Hipstersport på gadeplan

Unge afghanske skatere får dansk hjælp