”Kommer du til Danmark, skal du arbejde.”
Sådan lyder overskriften på Socialdemokraternes nye store reklamekampagne. Men nu viser tal fra Danmarks Statistik, at langt de fleste der kommer til Danmark allerede kommer til landet for at arbejde eller uddanne sig.
40 % af personerne kommer således til Danmark for at arbejde, imens 24 % kommer for at uddanne sig. 20 % får opholdstilladelse i Danmark på baggrund af kategorien ”andet.” Det er typisk personer, der er en del af au-pair ordningen, eller som kommer til Danmark i praktik.
Kun 16 % får opholdstilladelse på asyl eller familiesammenføring, og den fordeling har været relativt konstant fra år til år siden 2006.
Alligevel mener Socialdemokraterne, at der er brug for en særlig indsats for at få flere i arbejde.
– Hvis du kommer til Danmark som flygtning eller indvandrer, skal du selvfølgelig arbejde. Du skal bidrage med det, du kan. Du skal ud blandt danske kolleger. Du skal lære sproget, og hvordan vi gør tingene her i landet, skriver statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en forklaring om kampagnen på Socialdemokraternes hjemmeside.
Læs også: Hvor kommer flygtningene fra?
Flest opholdstilladelser til østeuropæere
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at det er Rumænien, der topper listen over nationaliteter som får opholdstilladelse i Danmark efterfulgt af Polen på en anden plads. På en tredje og fjerde plads optræder henholdsvis Syrien og USA.
Blandt de ti nationaliteter, der er givet flest opholdstilladelser til, er arbejde klart mest dominerende for de rumænske, polske, indiske, kinesiske og litauiske statsborgere.
Uddannelse fylder mest blandt amerikanere og tyskere, imens der gives særligt mange opholdstilladelser i kategorien ”andet” for ukrainske og filipinske statsborgere. For filippinerne skyldes det primært au pair-ordningen, mens mange ukrainere er praktikanter.
Syrerne får opholdstilladelse til enten asyl eller familiesammenføring.
Læs også: Hjælp til flygtninge: Fiks din egen cykel
Netop opholdstilladelser til syriske flygtninge har fyldt medierne, men tallene fra Danmarks Statistik viser, at det kun er cirka 8 % af alle de personer, der kommer til Danmark og får opholdstilladelse, som er fra Syrien. Således fik 5659 syrere opholdstilladelse ud af i alt 72339 i 2014.
1. Rumænien: 6160
2. Polen: 5892
3. Syrien: 5659
4. USA: 4073
5. Indien: 3518
6. Tyskland: 3393
7. Kina: 2787
8. Litauen: 2698
9. Ukraine: 2682
10. Filippinerne: 2258
På kortet kan du se de ti nationaliteter, der har fået flest opholdstilladelser i Danmark i 2014, og hvorfor de får opholdstilladelse i landet.