Dansk Mountainbike Klub oplever en markant stigning i antallet af kvindelige mountainbike-cyklister og har nu rundet omkring 120 kvindelige medlemmer.
Det fortæller træner hos Dansk Mountainbike Klub, Jacob Larsen.
Jeg cykler mountainbike, fordi det giver rigtig meget glæde og overskud i mit liv. Det er ikke hver gang, at det er sammen med tøserne. Nogle gange er det også bare alene
Mountainbike-kører Mille Elmelund.
– For bare fem år siden var der ikke så mange kvinder i klubben, som vi har i dag. Det er blevet meget mere populært, siger Jacob Larsen.
Mille Elmelund er en af de mange kvinder, der cykler mountainbike. Hun cykler to til tre gange om ugen i forår- og sommerperioden, mens hun højst cykler to gange ugentligt i vinterhalvåret.
– Jeg cykler mountainbike, fordi det giver rigtig meget glæde og overskud i mit liv. Det er ikke hver gang, at det er sammen med tøserne. Nogle gange er det også bare alene, udtaler Mille Elmelund.
Læs også: Skoven vrimler med firmaer
Fællesskabet giver motivation
Klubbens fællesskab har også stor betydning for Mille Elmelund, som ikke er i tvivl om, at det gør det nemmere at få bagdelen op fra sofaen og komme ud af døren, når hun ved, at resten af holdet venter på hende. Hun mener også, at man udvikler gode venskaber på holdet:
– Jo mere man kører sammen, jo bedre lærer man hinanden at kende. Man bliver mere en kørepartner på et tidspunkt, og det udvikler sig til venskab.
Jacob Larsen fortæller, at klubben gør meget for fællesskabet, og at det sociale også vægtes højt. Der arrangeres cykelture til alt fra Bornholm til Sydafrika og derudover holdes der mange fælles arrangementer i klubben.
Frisk luft med i oplevelsen
Naturen er også et af de elementer, der gør sporten så populær. Efter en lang dag på arbejdet kan en cykeltur på mountainbike få tankerne væk og skabe overskud. Mille Elmelund mener klart, at naturen er en bonus ved sporten:
– Jeg elsker at være ude, så det er også en af grundene til, at jeg cykler mountainbike.
Jacob Larsen oplyser, at der er stort frafald på antallet af mountainbike-cyklister i vinterperioden. Mange synes, at det er for vådt og mudderet at cykle i skoven om vinteren. Derfor forventer Dansk Mountainbike Klub, at antallet af medlemmer bliver ved med at stige i takt med, at vi bevæger os mod varmere tider.