”Vi cykler til arbejde” er Cyklistforbundets tilbagevendende årlige kampagne, der sender kollegaer over hele landet op på sadlen. Kampagnen kører i hele maj måned, hvor deltagerne hver dag skal cykle frem og tilbage fra arbejde. Sidste år deltog 86.468 danskere.
Frits Bredal, kommunikationschef i Cyklistforbundet, håber på stor opbakning i år, selvom der kun er 16.280 tilmeldt indtil videre.
– Vi håber i hvert fald på mindst 75.000 deltagere, og vi vil gerne op på 100.000 eller mere. Tilmeldingen er meget koncentreret i de sidste uger af april, siger Frits Bredal.
Cykelkampagnen har blandt andet til formål at øge folkesundheden og mindske forureningen, men i år er der et skærpet fokus på vaner.
– I år har vi fokus på gode vaner, og at skifte vaner fra at køre i bil til at tage cyklen. En af de specielle ting ved kampagnen er, at den løber over en hel måned, og der er fokus på, hvor mange dage du cykler sammen med kollegaerne på arbejde, siger Frits Bredal og fortsætter,
– Vi kan se, at det har en meget positiv virkning på om folk har lyst til at cykle, fordi det er sjovt og man gør det sammen med nogle kollegaer. Så kampagnen er god til at få folk til at skifte vaner.
Læs også: Se kortfilm i S-toget
Og det lader til at en del af cykeldeltagerne fortsætter med at cykle på arbejde, selv når kampagnen er slut. Sidste år deltog 12.000 cyklister, der normalt ikke cykler på arbejde, og 83% af dem fortsatte med at cykle efter kampagnen var afsluttet, viser en undersøgelse fra Cyklistforbundet. Undersøgelsen viser dog ikke, hvor længe de 83% fortsatte med at cykle, men vintermånederne sætter tit en stopper for de gode cykelvaner.
– Cyklismen topper i august og september, så der er helt klart nogen, der er faldet fra i løbet af månederne. Men 94% af de adspurgte deltagere svarede, at de ville starte op igen til foråret, siger Frits Bredal.
– Det er helt enestående for en kampagne, at den skaber så mange nye cyklister og så mange fortsætter med at cykle og har en intention om at blive ved med at cykle. Det kan Sundhedsstyrelsen og ingen andre kampagner hamle op med, siger Frits Bredal.
Især københavnerne er aktive i kampagnen. Sidste år var næsten halvdelen af deltagerne fra Hovedstadsområdet.
Tilmeldingsfristen er den 19 april.
Læs også: Borgmester: Bycykler er ikke et kommunalt anliggende