Nørrebroparken, der for nylig blev bygget om for et millionbeløb, er godt i gang med at blive gravet op igen. Metroselskabet har i forbindelse med metrobyggeriet indhegnet et areal på størrelse med 8 fodboldbaner, og fældet en del af alléens træer. Nu har design duoen Sælsomt Studio givet 100 gange fire meter natur tilbage til cyklisterne.
Sælsomt Studio består af to designuddannede kvinder, Maja Dahl Nielsen og Liv Beier Heckmann, der i 2010 etablerede deres egen virksomhed. De har arbejdet med byrum, indendørs rum, scenografi, print, kunst og fotografi.
Byens Hegn, er titlen på metroselskabets samarbejde mellem Københavns Kommune og Frederiksberg, om at dekorere væggene. ”Byens Hegn”, betyder for Sælsomt Studio, at de har fået et ekstremt udadvendt projekt.
»Det har betydet meget for os, at vi har mulighed for at vise en meget bred gruppe, hvordan man også kan bruge et byrum.«
»Det handler om at få noget nærhed ind imellem byggeriet og de forbipasserende. Den natur, der normalt er i parken, er blevet fjernet, så det er den, vi prøver at tilføje.« siger Liv Beier Heckmann.
Cykelstien i Nørrebroparken er blevet reduceret til en smal tange mellem boligblokken på den ene side og metrobyggeriets plankeværk på den anden side. På denne 100 meter lange strækning sidder de fire natur-figurer Langblad, Nyreblad, Stivhår og Englesød, malet på den mørkegrønne væg. Natur-figurerne er enkle i deres udformning, nogle er standsede ud i træ, andre er malet på væggen. De fylder hver især mellem én og tre meter op ad plankeværket og forestiller blade eller træer på stængel.
»Noget af det fedeste ved projektet var at stå og lave det, og få folks kommentarer. Rigtig mange udviste stor begejstring og råbte: ’Hvor er det fantastisk, hvor er det flot’. Mange stoppede og sagde, at de virkelig nød at cykle forbi hver dag.« siger Liv Beier Heckmann.
.