Nyt ”legetøj” er farligt og kan være ulovligt

airboard1
Airboardet er både ulovligt at køre på, på gader hvor færdselsloven er gældende, og så kan det også være farligt. Sådan lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. Foto: Wikipedia

Det er et stort problem, at folk vælger at køre på gaden med de såkaldte airboards. Det er både ulovligt og kan være meget farligt.

Sådan lyder det fra specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik. Airboardet er et tohjulet batteristyret køretøj, der kan transportere dig fra A til B på en ny og anderledes måde, og som man kan se flere bruge på cykelstierne.

Trafik- og Byggestyrelsen har også bemærket, at der er en stor interesse for airboardet. Styrelsen har nemlig modtaget en del forespørgsler om reglerne for airboardet og kan slå følgende fast:

– Disse køretøjer (airboards, red.) opfylder ikke gældende færdselsregler og kan ikke umiddelbart opfylde reglerne i form af krav om styr og ringeklokke. De er derfor ikke lovlige at bruge som transportmiddel på områder, hvor færdselsloven er gældende, oplyser Sebastian Bjerring Jensen, kommunikationsmedarbejder hos Trafik- og Byggestyrelsen.

Det er meget risikabelt og farligt at køre på det på gaden, for det er svært at bremse, og man kommer altså hurtigere end folk lige regner med. Det er jo heller ikke et transportmiddel, men et stykke legetøj
Pernille Ehlers, specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik

Farligt at køre på cykelstierne

Men det er ikke kun ulovligt at køre på sit airboard på gader, hvor færdselsloven er gældende, det kan også være enormt farligt. Man ser dog stadig flere køre på airboardet på cykelstier eller fortove, hvilket bekymrer Pernille Ehlers, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

– Det er meget risikabelt og farligt at køre på det på gaden, for det er svært at bremse, og man kommer altså hurtigere end folk lige regner med. Det er jo heller ikke et transportmiddel, men et stykke legetøj, oplyser hun.

Læs også: Unge bilister er livsfarlige

Reglerne kan laves om 

Dermed er det både farligt og ulovligt at køre rundt på sit airboard ude på gaderne. Man må kun benytte dem på privat grund og på dertil indrettede områder som f.eks. skaterparker eller lignende. Trafik- og Byggestyrelsen erkender dog, at køretøjet er meget nyt for Danmark, hvilket gør, at man vil undersøge, hvordan man har håndteret ”problemet” i andre lande.

– Vi har igangsat en undersøgelse af reguleringen af disse køretøjer i andre lande. Den undersøgelse skal danne grundlag og fremtidige krav og regler om køretøjerne herhjemme, siger Sebastian Bjerring Jensen, kommunikationsmedarbejder hos Trafik- og Byggestyrelsen.

Indehavere af airboards må derfor følge med i udviklingen af regelsættet for airboardet, men indtil videre er det stadig ulovligt at køre på veje, hvor færdselsloven er gældende.

Læs også: Ny forskning skal gøre trafikken mere sikker