Forfærdeligt, tragisk, uforståeligt. Reaktionerne på nattens voldsomme og blodige terrorangreb i den franske hovedstad Paris er mange lørdag formiddag.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger i en pressemeddelelse, at det “er en mørk dag i Europa”.
– Vi har i løbet af aftenen og natten været vidne til ubeskriveligt, kynisk terrorangreb. Langt over 100 uskyldige mennesker er brutalt blevet myrdet på en helt almindelig fredag aften i Paris. Omfanget af angrebene i Paris er ubegribeligt, og fylder mig med dyb sorg, siger han i pressemeddelelsen.
Dødstallet er ikke klarlagt endnu, men internationale medier melder om mindst 120 dræbt og mange sårede i de angreb, som fandt sted på seks forskellige lokationer i Paris i nat.
Når man husker begivenhederne i januar og februar i år, ved vi, at der er risiko for, at terrorister kan blive inspireret til angreb andre steder også. Det må ikke ske.
Kristian Jensen, udenrigsminister
Løkke understreger, at de danske myndigheder følger situationen i Paris tæt.
– Jeg fordømmer på det kraftigste de gerningsmænd, der står bag disse terrorangreb på det franske samfund, og har over for præsident Hollande givet udtryk for vores medfølelse med det franske folk, siger Løkke i meddelelsen.
“Terroristerne skal lide nederlag”
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fastslår, at man ikke må lade angrebene “knække demokratier, der står sammen”.
– Vi sørger med de efterladte. Men vi lader os ikke lamme af afmagt. Den vestlige verden er før blevet udsat for terror, men terroristerne skal lide nederlag, siger han i en meddelelse fra Udenrigsministeriet.
Læs også: TV: Efter terror i København: Politiet kræver bedre våben og ny skydeuddannelse
Han understreger, at Danmark også er i alarmberedskab efter de seks koordinerede terrorangreb i Paris i nat. Også i lyset af angrebene mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar og angrebet ved Krudttønden og jødiske synagoge i Krystelgade i februar
– Når man husker begivenhederne i januar og februar i år, ved vi, at der er risiko for, at terrorister kan blive inspireret til angreb andre steder også. Det må ikke ske. Danmark vil holde tæt kontakt med vore partnere i EU, Europol og i NATO,” siger udenrigsministeren.