Af: Ida Tietgen Høyrup & Cecilie Agertoft
Mere end hver 3. dansker vil gerne bo i udlandet, viser en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke, der har lavet en rundspørge blandt 500 danskere.
Det er især gråt og trist vejr, der får folk til at længes mod varmere himmelstrøg. 60 procent, af de adspurgte danskere, angiver nemlig, at det er det danske vejr, der får dem til at overveje en hverdag i udlandet.
Men det er ikke kun vejret, der trækker i folk, når de drømmer om at slå sig ned i et andet land. Næsten halvdelen af de adspurgte vil gerne væk fra den danske mentalitet, som de mener er for lukket. Udsigten til bedre job- og boligforhold frister også.
Men én ting er at dagdrømme, noget andet rent faktisk at flytte, for det er kun 3 procent af danskerne, der får gjort noget ved planerne om at bo i udlandet, viser tal fra Danmarks Statistik.