Vi danskerne er på verdensplan et af de folkefærd, der hopper hyppigst op på cyklen, når vi skal transportere os rundt. Men dette tal viser sig nu at være faldende, og både vejret og de lave benzinpriser kan være årsag til, at vi lader cyklen stå i cykelkælderen.
Vejdirektoratets nyeste opgørelse fra februar viser et fald på hele 5,4 procent, hvis vi sammenligner med 2014. Helt konkret betyder det, at vi sammenlagt cyklede 180 millioner kilometer mindre i 2015 end i 2014.
Vejret spiller en rolle, men det gør de lave benzinpriser også
Henrik Neift Jensen, chefkonsulent hos Trafikstyrelsen
Selvom ni ud af ti danskere faktisk ejer en cykel, så frister de kolde temperaturer ikke, når det kommer til valg af transportmiddel. Det samme gælder den billige benzin, lyder forklaringen.
Det vådeste år
2015 var ifølge DMI et af de vådeste år og havde en gennemsnitstemperatur på 9,1 grader, hvilket er næsten en hel grad mindre end året før, hvor gennemsnitstemperaturen lå på 10 grader.
Chefkonsulent hos Trafikstyrelsen Henrik Neift Jensen bekræfter danskernes fravalg af cyklen i 2015, men ser ikke kun vejret som årsagen.
– Vejret spiller en rolle, men det gør de lave benzinpriser også, siger han.
Læs også: Specielle legepladser skal gøre børn til gode cyklister
Faldende benzinpriser
Kigger man på benzinpriserne i både 2014 og 2015 afslører de en forskel på 1 krone og 13 øre. I april 2014 lå prisen på 12,92 kroner, hvor den på samme tid året efter lå på 11,79 kroner.
Hos Energi- og Olieforum (EOF) mener man dog ikke, at de lave benzinpriser har indflydelse på, om vi vælger cyklen fremfor fx bilen eller bussen.
– Jeg tror ikke, det handler så meget om vejret og benzinpriserne, men mere om, at økonomien igen er steget. Jeg udelukker selvfølgelig ikke, at vejret har indflydelse, siger Jacob Stahl Otte, energipolitisk chef hos EOF.
Benzinen bliver billigere
Til sammenligning med de to foregående år ligger benzinprisen i dag på 10,90 kroner, hvilket potentielt kan betyde, at endnu flere dropper cyklen. Men om vejret og de lave benzinpriser reelt har en betydning, vil det først være muligt at sige noget om om nogle år.
Læs også: Benzin-os skader grønthandlerne
– Statistikkerne viser, at vi kører mere bil, hvilket er en tendens, der har været undervejs i mange år. Vi kan ikke sige noget om folks valg af bil fremfor cykel på grund af benzinpriserne før om nogle år, hvis prisen altså fortsat falder, siger Jacob Stahl Otte, Energipolitisk chef hos EOF.
Der kan være stor forskel på, hvor meget du betaler for benzin i løbet af dagen og ikke mindst fra dag til dag. Her kan du tjekke, hvad benzinen koster i dit nærområde.