Der er stadig behov for at renovere Valby Hallen. Sådan lyder melding fra Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), selvom det tirsdag kom frem, at koncertstedet TAP1 genåbner på Amager og får plads til ca. 5000 publikummer.
Den 22 år gamle idrætshal i Valby, som også kan huse 5.000 koncertgængere, trænger nemlig til at blive opdateret for 12,5 millioner kroner. Det skrev Politiken i sidste uge. Ifølge Carl Christian Ebbesen skal Valby Hallen nemlig ikke kun bruges til koncerter men også andre formål, der ikke har noget med musik at gøre. Derfor ændrer TAP1’s planer om en genåbning ikke ved, at der skal gøres noget ved Valby Hallen.
– Valby Hallen skal renoveres under alle omstændigheder. Den trænger til nye publikumsfaciliteter, nyt gulv og nyt lys, siger kulturborgmesteren.
Flere koncertsteder i København
Selvom Carl Christian Ebbesen hilser det nye TAP1 på Amager hjerteligt velkomment, ønsker han, at København får flere mellemstore koncertsteder. Derfor vil han også have lydisoleret hallen for tre millioner kroner, så den igen bliver egnet til at afholde koncerter.
Læs også: Kæmpe koncertsted åbner på Amager
– Der er et stort behov for et eller to nye spillesteder i København, og i virkeligheden kan man ikke i fremtiden udelukke, at der er brug for endnu flere steder. Folk vil opleve kunstneren og se musikken, så derfor skal københavnerne have muligheden for at opleve livekoncerter, siger Carl Christian Ebbesen, der også peger på, at Valby Hallen har en god placering, fordi den ligger tæt på Ny Ellebjerg Station og har mange parkeringspladser.
Min drøm er, at vi allerede er klar i januar 2017. Den lydisolering, vi taler om, er nogle stofposer, der skal hænges op i loftet. Derfor er det forholdsvist nemt at gå i gang med
Carl Christian Ebbesen (DF), kulturborgmester i København
Koncertarrangøren Peter Sørensen, der er direktør for Beatbox Booking, er ikke afvisende overfor at bruge Valby Hallen til at afholde koncerter. Det kræver dog, at den kommer til at lyde godt, stemningen bliver fed, samt at priser og lejebetingelser er i orden. For som hallen er i dag, er han ikke meget for at bruge hallen.
– I dag vil jeg ikke røre Valby Hallen med en ildtang. Den har ofte været brugt til koncerter med fx Bob Dylan og Prince før i tiden, men der er en grund til, at der absolut ikke er nogle koncerter i Valby Hallen i dag, og den grund er primært akustikken, siger Peter Sørensen.
Borgmesteren håber, at hallen er klar til koncerter til januar.
Forslaget kommer efter, at det gamle TAP1 i Carlsberg Byen er lukket, Falconer Salen skal renovers fra nytår og derfor forventes at være lukket indtil slutningen af 2018, samt at KB Hallen brændte i 2011.
Tilsammen fører disse omstændigheder til et akut behov for mellemstore spillesteder i København, der kan håndterer 2000-5000 publikummer, hvilket er flere end Store Vega, der kan rumme 1500 personer, og færre end Forum, der kan rumme 10.000 personer.
Læs også: Fire år efter: Uvist hvornår sammenstyrtet Valby-hal står klar
Men inden at Carl Christian Ebbesen kan sætte renoveringen af Valby Hallen i gang, skal forslaget først igennem Københavns Kommunes budgetforhandlinger, og de går først i gang i oktober. Derfor skal der arbejdes hurtigt for at have Valby Hallen klar, når Falconer Salen lukkes på ubestemt tid til nytår.
– Min drøm er, at vi allerede er klar i januar 2017. Den lydisolering, vi taler om, er nogle stofposer, der skal hænges op i loftet. Derfor er det forholdsvist nemt at gå i gang med, siger kulturborgmesteren om den lydisolering, der også blev brugt i B&W Hallerne på Refshaleøen til Eurovision Song Contest i 2014.