Sådan sikrer du dig de flotteste feriebilleder med din smartphone

Man kan nemt redigerer sine feriebilleder. Her er brugt Quick og Instant Frames Foto: Christian Kielberg
Man kan nemt redigerer sine feriebilleder. Her er brugt Quick og Instant Frames
Foto: Christian Kielberg

Foråret – og snart sommeren – står for døren, og det betyder ferie for rigtig mange. Det betyder naturligvis også masser af feriebilleder. Men hvordan udgår du de samme, gamle klichéer? Det er ikke længere en nødvendighed at investere mange penge i et dyrt kamera, bare fordi du skal på ferie. Kameraet på din smartphone er nemlig mere end rigeligt. Med et par smarte apps og den rette teknik kan du snildt imponere venner og familie på Instagram.

Lærke Cichosz, digital manager hos Digital Works, og Jørn Deleuran, uddannet fotojournalist og freelancefotograf, kommer her med et par tips til, hvordan man får sit feriebillede til at stå knivskarpt.

Læs også: Disse populære rejsemål forsvinder snart

3 gode (og gratis) app anbefalinger fra Lærke Cichosz:

1: Snapseed – Med denne app kan du blandt mange funktioner redigere eksponeringen og farvemætningen på dit feriebillede. Dette er vigtigt, hvis du vil sætte fokus på et bestemt sted på billedet eller bare synes, at farverne er for kedelige.

Træk i “gardinet” på billedet nedenfor og se forskellen på et foto med og uden redigering. Artiklen fortsætter under billedet.


2: Quick – Hvis du vil skrive en hilsen eller en anden besked på dit billede, kan du her indsætte en tekst i mange forskellige skrifttyper. Så slipper du også for at sende et postkort.

3: Instant Picframe – Hvis du er bange for at kede familie og venner ihjel med alle dine mange feriebilleder, kan du med denne app samle dine bedste billeder i en billedcollage.

Læs også: Vi hopper i stigende grad på flyveren

5 tekniske tips fra Jørn Deleuran:

1 – Skær det unødvendige væk: Undgå elementer i dit billede der ikke bidrager til fortællingen. Man skal tænke på, hvad motivet i billedet viser og så fokusere på det. Det betyder ikke, at man helt skal se bort fra baggrunden, hvis det har noget med motivet at gøre, men man skal ikke være bange for at gå helt tæt på.

2 – Vær opmærksom på lyset: Man skal være opmærksom på lyse punkter i billedet, der trækker opmærksomheden væk fra motivet. Hvis man vil tage et billede af en sød hund, og der står en neonfarvet bil i siden, er det en god ide at skære den fra.

3 – Balancen i billedet: Det gode ved smartphones er, at man kan se hele billedfladen, mens man tager billedet. Derfor er det en god idé at være opmærksom på, at dit motiv ikke ryger helt ud i siden, men at du bevarer fokus på, hvad du vil have et billede af.

Læs også: Fotografier fra ‘Gamle København’ hitter

4 – Pas på modlys: Hvis du tager et billede af et motiv direkte mod solen, vil motivet ofte blive så mørkt, at man ikke kan se det. Men man kan sagtens få modlyset til at blive en fordel. Hvis man møder modlys, kan man tilte kameraet lidt, således at man kun får et par solstråler ind. På den måde kan man også lave nogle rigtig flotte billeder.

5 – Bare skyd løs: Man skal tage prøvefotos, hvis man er i tvivl. Det gode ved digitale billeder er jo, at der næsten ingen begrænsning er for, hvor mange man kan tage. Så vil man gerne eksperimentere med nogle af de ovenstående råd, er det bare at komme i gang med at øve sig.

Så nu er der ingen undskyldninger for ikke at tage de absolut fedeste feriebilleder. God tur!