Daglige, spydige kommentarer og kolleger der aldrig taler til en. Mobning giver ubehageligt lange arbejdsdage – men kan også have endnu videre konsekvenser. Mobningen kan nemlig også påvirke parforholdet derhjemme, lyder det nu fra flere sider.
En af dem, der kender til konsekvenserne af grov voksenmobning er Gitte Strandgaard, der er mobbekonsulent og formand for Landsforeningen Voksenmobning – Nej Tak. Hun har flere års erfaring med mobning på danske arbejdspladser.
– Mobning på arbejdspladsen påvirker både folks psykiske og fysiske helbred og kan udover depressioner medføre symptomer, som ligner posttraumatisk stress. Bliver der ikke taget hånd om problemet med mobningen på en arbejdsplads, bliver folk kørt psykisk ned, og deres selvtillid og selvværd går i stykker. Når dette sker, ændrer man personlighed, og det er her, at ægteskabet kan lide et knæk. Man går måske fra at være en glad og energisk ægtefælle til at føle sig udbrændt – og man kan derfor have sværere ved at vedligeholde sit ægteskab, siger Gitte Strandgaard.
Læs også: Opråb til politikere: Voksenmobning skal straffes
At ægteskabet kan lide under mobningen på arbejdspladsen, kan Per Hulstrøm nikke genkendende til. Han er privatpraktiserende organisationspsykolog i Lyngby-Taarbæk Kommune og har ligeledes mange års erfaring indenfor den såkaldte voksenmobning.
Han understreger, at offerets selvforståelse bliver så lille af de traumatiserende oplevelser, at man ikke længere er fuldstændig sig selv.
– Ægteskabet kommer nemt til at lide under de ubehagelige oplevelser på arbejdspladsen, da vi tager disse oplevelser med os rundt i andre livsdomæner. Man bliver som offer tavs og indadvendt, og kan ikke rigtig leve et almindeligt ægteskabsliv med sin partner. Man føler sig alt for utilstrækkelig og deprimeret, og endda som en belastning, siger Per Hulstrøm.
Fakta: Det gør mobning ved dig
Kroppen vil med tiden reagere både fysisk og psykisk på det pres, som mobningen medfører. Symptomerne kan bl.a. være:
» Hovedpine.
» Ryg- og mavesmerter.
» Koncentrationsbesvær.
» Hukommelsessvigt.
» Synsforstyrrelser.
» Humørsvingninger.
» Manglende selvtillid og selvværd.
» Oplevelser af social isolation, både fagligt og personligt.
Kilde: Håndbogen “Voksenmobning i ord og handling”
En ond spiral
De psykiske belastninger som følge af mobning er mange og har konsekvenser for offerets sociale liv. Det er ifølge Janne Skakon, som er assisterende professor i psykologi ved Københavns Universitet, et problem, som tærer endnu hårdere, på de der er udsat for mobning:
– En medarbejder, der udsættes for mobning på jobbet, oplever som oftest at blive følelsesmæssigt påvirket og nedtrykt – og dette ikke alene på jobbet. Belastningen vil smitte af på medarbejderens øvrige liv – privatlivet, familielivet og de sociale relationer. Når vi bliver pressede, har vi en tendens til at trække os fra vores sociale relationer, og det er en ond spiral, for det er faktisk de gode sociale relationer, der bidrager væsentligt til vores livskvalitet. Når vi er psykisk udkørte, og trækker os fra de sammenhænge der er gode for os, får vi ikke de sociale vitaminer, vi har brug for, siger Janne Skakon.
Læs også: Sådan kan du gribe ind ved mobning på arbejdspladsen
Mobningen sætter dybe spor
Det er dog ikke kun ægteskabet, der kan lide under mobberiet på arbejdspladsen. Flere mobbeofre mister også deres job – enten fordi de bliver fyret pga. længere tids sygemelding, eller fordi de føler sig nødsaget til at sige op, forklarer Per Hulstrøm. Ifølge Gitte Strandgaard tager det dobbelt så lang tid at komme sig over traumerne efter mobningen, som tiden mobningen har stået på, men det er vigtigt, at man lader sig selv blive hel igen, inden man kaster sig ud på arbejdsmarkedet.
– Du har mange traumer efter mobning, og det er ekstra hårdt, hvis du også mister dit job. Det er dit forsørgelsesgrundlag der ryger – og jobbene hænger jo ikke på træerne, siger hun.
Tal til hinanden – ikke om hinanden
Både Gitte Strandgaard og Per Hulstrøm er enige: Vil man redde sit ægteskab og sit eget ve og vel, skal der sættes ind mod mobningen på arbejdspladsen. Dette kan ske via forebyggelse og uddannelse inden for feltet.
– Det er vigtigt, at man får en kultur på arbejdspladsen, hvor man taler til hinanden og ikke om hinanden, siger Per Hulstrøm.
Hold musen hen over prikkerne på den nedenstående krop og få indblik i nogle af konsekvenserne ved mobning.