Fremtidens bil er førerløs. Bilfabrikanter og forskere fra hele verden arbejder lige nu på at udvikle biler, som kan køre, uden at du behøver bekymre dig om rat, pedaler eller gear. Faktisk skal du kun bekymre dig om, hvor bilen skal køre hen.
Et af de mest omtalte projekter finder man hos søgegiganten Google. I løbet af de sidste par år har førerløse biler fra Google kørt Californiens veje tynde. Sammenlagt har bilerne kørt mere end 230.000 kilometer. Det svarer til næsten seks gange rundt om jorden – vel at mærke med kun tre uheld, som angiveligt skyldes menneskelige fejl, snarere end fejl i teknikken.
Ingen ulykker med computer
Førerløse biler vil kunne løse en del af de problemer, som vi oplever i trafikken i dag. Det mener Nils Axel Andersen, lektor ved Institut for Elektroteknologi på DTU. Ved hjælp af førerløse biler, vil man kunne undgå de mange ulykker, som skyldes uopmærksomme bilister.
»Førerløse biler er opmærksomme hele tiden. De bliver selvfølgelig ikke trætte, som mennesker gør. På sigt vil man kunne opnå en langt større sikkerhed i trafikken, hvis alle kørte i førerløse biler,« fortæller Nils Axel Andersen.
»En førerløs bil er en computer, og en computer gør, hvad den er programmeret til. Derfor vil den ikke lave risikable overhalinger eller bryde fartgrænsen. Desuden vil førerløse biler kunne tale sammen, så de kan undgå kollisioner,« forklarer han.
En førerløs bil navigerer typisk ved hjælp af radar og avanceret laserteknik. Det betyder, at bilen kan se alt, hvad der sker omkring. På den måde kan den lynhurtigt undvige, hvis der fx er et barn, der forvilder sig ud på kørebanen, eller hvis en menneskelig chauffør glemmer at overholde sin vigepligt.
Førerløse biler vil også kunne få trafikken til at glide bedre i de større byer.
»Bilerne vil kunne snakke sammen, så trafikken automatisk omdirigeres til de steder, hvor der er bedst plads. På den måde kan man udnytte vejenes kapacitet bedre,« fortæller Nils Axel Andersen.
Mindre spildtid
Men hvad skal vi så foretage os, når vi ikke længere selv behøver sidde bag rettet? Det har Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning et bud på.
»Der er ingen grund til, at vi stadig skal sidde og stirre fremad i bilen. Man vil formentlig kunne dreje sæderne rundt, så passagererne kan vende mod hinanden og foretage sig noget sammen. Når fx børnefamilien er på vej på ferie, vil de kunne sidde og spille brætspil med hinanden på en tavlecomputer,« fortæller Klaus Æ. Mogensen.
Den førerløse bil åbner således for, at vi kan bruge transporttiden til noget, der er mere underholdende eller produktivt end i dag.
»Køretid bliver i dag ofte forbundet med spildtid. Men i togene ser vi jo allerede, hvordan folk finder på alt muligt at lave mens de bliver transporteret. Nogle ser film, spiller eller arbejder på deres computer eller iPad, mens andre læser bøger. Vi accepterer som regel ikke spildtid, hvis vi kan undgå det,« forklarer Klaus Æ. Mogensen.
Stadig lange udsigter
Ifølge Nils Axel Andersen fra DTU vil der gå 20 til 30 år, før de førerløse biler vil være hvermandseje. Han peger dog på, at andre forskere mener, at det vil ske allerede om 10 til 15 år.
»Der findes jo allerede en lang række hjælpesystemer, som fx hjælper med at bremse op, hvis du er for tæt på en anden bilist, eller som hjælper med at parkere. Den slags vil vi se meget mere af inden for få år. Det kunne fx være systemer, der hjælper dig med at komme ind på trafikeret motorvej,« siger han.
»Den store udfordring lige nu er, at bilen skal kunne se omgivelserne så præcist, at den kan navigere efter det. Men man kan jo ikke bare lade en GPS styre bilen, for en GPS ved jo ikke, om der skulle være hunde, katte eller fodgængere på vejen,« fortæller Nils Axel Andersen.
Video: TED Talks – Google’s driverless cars
Video: Førerløs bil fra General Motors
Læs mere: Sådan virker Google’s bil
Læs mere: Om 20 år kan du printe din egen bil