Da tre af Købehavns folkekirker i 2013 blev lukket og sat til salg, var det første gang i danmarkshistorien, at private kunne købe kirker og anvende dem til andet end gudstjenester.
De tre kirker, Samuels Kirke, Blågårds Kirke, og Absalons Kirke blev alle solgt inden for to år, og nu strømmer besøgende til både Blågårds Kirke og Absalons Kirke, imens Samuels Kirke bliver bygget om til ungdomsboliger.
– Kirkerne har fået en bredere appel. Både Koncertkirken på Blågårds Plads og Absalon har et væld af forskellige arrangementer, som kan skræddersys til forskellige interessegrupper. Fordelene er også, at de har en særlig arkitektur og en særlig historie, siger Ph.d.-studerende på Københavns Universitet Jes Heise Rasmussen, som blandt andet forsker i lukning af kirker.
Flere bands bruger også Koncertkirken til at lave prøver, fordi akustikken er rigtig god.
Melina Munk, ansat i Koncertkirken
Arrangementer får folk til Absalon og Koncertkirken
Absalon på Vesterbro åbnede i sommeren 2015 og har hver dag forskellige arrangementer, som trækker besøgende til.
– Allerede fra da vi startede (i august 2015, red.) til nu, er det gået helt vildt fremad. Det er meget mere velbesøgt, end da det var en normal kirke. Vi har 200 mennesker, som kommer til fællesspisning hver aften, hvilket gør, at vi stort set har udsolgt. Det er et stort hit. For os handler det om at bringe folk sammen, siger Noah Lajboschitz, som arbejder i Absalon og er søn til ejer Lennart Lajboschitz.
Absalon har åbent fra kl. 7 om morgenen til midnat hver dag, og det er nødvendigt, mener Jes Heise Rasmussen.
– Der er ingen tvivl om, at når et folkehus er åbent på det tidspunkt, hvor folk er villige til at gå i det, så kommer der flere. Derfor kan det også diskuteres, om det egentlig er hensigtsmæssigt, at gudstjenesten i traditionelle kirker ligger, hvor de fleste arbejder. Absalon har for eksempel åbent på de tidspunkter, hvor folk har tid til komme, siger han.
Her kan du se et før/efter-billede af Absalon Kirken. Du kan bevæge den lodrette linje frem og tilbage på billedet for at se forskellen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Koncertkirken på Blågårds Plads har holdt 200 koncerter det seneste år, og de vil fortsætte med at byde folk ind til musik om aftenen.
– Vi holder mange forskellige koncerter. Flere bands bruger også Koncertkirken til at lave prøver, fordi akustikken er rigtig god. Det er dog ikke kun musik, kirken bliver brugt til. Vi har blandt andet haft drag queen bingo og også Tango arrangementer, siger Melina Munk, ansat i Koncertkirken.
Jes Heise Rasmussen mener, det er de mange arrangementer, som især Absalon og Koncertkirken skal holde fast i i fremtiden.
– De fungerer på lige markedsvilkår med alle andre, så spørgsmålet er, om de har tilbud og arrangementer nok, der bliver ved med at gøre det interessant. Det må tiden vise, siger han.
Læs også: Nu kan du bestemme, hvad kirken skal bruges til
Vil du bo i en kirke?
Imens Absalon og Koncertkirken allerede er velbesøgt, mangler Samuels Kirke endnu at blive funktionel. Den er ved at blive bygget om til ungdomsboliger.
Boligforeningen VIBO har købt Samuels Kirke for at bygge den om til 32 1-værelseslejligheder til unge.
– Det er muligt at skrive sig på en venteliste fra 1. januar 2017, da ungdomsboligerne forventes at være færdige til august 2017. Boligerne kommer til at koste fra cirka 4.500-5.000 kroner, siger Iben Lehm, projektleder for boligforeningen VIBO.