Der er gulerødder, rødbeder og rust i dine M&M’s

790px-plain-mms-pile
De flotte farver på M&M’s stammer blandt andet fra gulerødder, rødbeder og rust. Foto: Evan-Amos

Blå, gul, grøn, rød, brun, orange og et lille hvidt m er de farver, der springer i øjnene, når du åbner en pose M&M’s. Farverne stammer fra forskellige farvestoffer, som forklæder sig som E-numre på bagsiden af posen.

– Vi spiser med øjnene. Det er helt klart derfor, M&M’s vælger alle de mange forskellige farver, forklarer Michael René, som er lektor, forfatter og ingeniør i fødevarevidenskab og teknologi.

I M&M’s kommer farvepaletten fra farvestofferne E100, E133, E160a, E160e, E162, E171 og E172. Farvestofferne kan enten være fremstillet syntetisk eller være udvundet fra naturen.

Læs også: Vi tager sølvmedalje i at spise slik

Forskel på syntetiske og naturlige farvestoffer

Der er stor forskel på, om der er tale om syntetiske eller naturlige farvestoffer. De naturlige farvestoffer kan stamme fra frugter, grøntsager eller bær, men også farvestoffer fra insekter og metaller går ind under denne kategori. I de M&M’s, der indeholder naturlige farvestoffer, er der i næsten alle tilfælde tale om frugt eller grønt.

– I dag er de fleste forbrugere interesseret i lavtforarbejdede naturlige produkter. I praksis vil det sige, at i stedet for at lave juice til saft man drikker, så kan man tage juicen ud og lave et koncentrat. Så står man tilbage med noget, som er rigtig stærkt farvet, men som også har alle smagselementerne i sig, forklarer Martin Jensen, som er seniorforsker ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

Det er naturligvis sundt at spise frugt og grønt, men det er på grund af indholdet af vitaminer og mineraler og har ikke noget med farvestofferne at gøre
Lars Porskjær Christensen, institutleder og professor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi ved Syddansk Universitet

Læs også: TV: App mod madspild er en kæmpe succes

Martin Jensen forklarer, at man på den måde kan udnytte f.eks. presserester fra juiceproduktion til at udvinde farvestoffer. Resterne indeholder nemlig stadig op til halvdelen af farvestofferne. De syntetiske farvestoffer bliver derimod til i laboratoriet.

– De syntetiske kan have mange forskellige kemiske strukturer og oprindelser, for det er kun et spørgsmål om, at de skal absorbere lyset, så de fremstår med den farve, de nu skal fremstå med, forklarer Lars Porskjær Christensen, som er institutleder og professor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi ved Syddansk Universitet.

Af den årsag er de syntetiske farvestoffer ofte bedre til at holde på farven end de naturlige farvestoffer. Lars Porskjær Christensen forklarer, at det er her, de to typer af farvestoffer adskiller sig mest.

– Farvestabiliteten af de naturlige farvestoffer er ikke nær så god som mange af de syntetiske, da de syntetiske kan konstrueres, så de bliver meget stabile. De bliver derfor ikke så let blege eller falmede, forklarer Lars Porskjær Christensen.

Der er dog nogle naturlige farvestoffer, som er gode til at holde på farven. Her er der blandt andet tale om rødbedefarven, som også anvendes til de røde M&M’s. Man arbejder også på at stabilisere andre af de naturlige farvestoffer, forklarer Lars Porskjær Christensen.

Farvestoffernes betydning for din sundhed

Alle de farvestoffer, der findes i fødevarer i Danmark, er blevet testet for farlige stoffer og er blevet godkendt af EU. Farvestofferne vil derfor som udgangspunkt ikke være giftige, heller ikke de syntetiske.

– Per definition er de ugiftige. Mange gange kender man ikke langtidseffekten, men jeg vil sige, at syntetiske farvestoffer som udgangspunkt ikke er giftige for mennesker. Nogle mennesker kan dog bedre lide, at noget er naturligt frem for af syntetisk oprindelse. Det er i det lys, man skal se de syntetiske farvestoffer i forhold til de naturlige, fortæller Lars Porskjær Christensen.

Når det kommer til det blå farvestof, har der været flere undersøgelser af langtidseffekter. En undersøgelse fra England viser, at farvestoffet i visse tilfælde kan gøre børn hyperaktive. Samtidig viser forskning fra University of Rochester Medical Center, at det blå farvestof kan reducere rygskader. Dog endte forsøgsrotterne med at blive blå.

Læs også: Blå M&M’s kan reducere ryg-skader

Farvestoffet E171, som bruges til at lave det lille hvide m på M&M’s, er også mistænkt for at være skadeligt. I 2013 startede et dansk forsøg op, hvor man ville undersøge, hvorvidt nanopartikler i farvestoffet kunne have en negativ betydning for hjertet. Ledende forsker Steffen Loft, der er professor i miljømedicin på København Universitet, pointerer dog, at det er alt for tidligt at konkludere noget på dette forsøg.

Spiser jeg rødbeder og rust?

Du skal dog ikke regne med, at du kan undgå at spise frugt og grønt, bare fordi du spiser de M&M’s med farvestoffer udvundet fra en gulerod.

– Det kan man overhovedet ikke henføre til farvestoffer. Det er naturligvis sundt at spise frugt og grønt, men det er på grund af indholdet af vitaminer og mineraler og har ikke noget med farvestofferne at gøre, pointerer Lars Porskjær Christensen.

Det er altså ikke muligt at få sundhedsmæssige fordele af at spise M&M’s, da der netop kun er tale om et farvestof udvundet fra grøntsagen. Samtidig skal du dog heller ikke være bange for at spise en M&M med farvestof fra rust.

– Det har ikke nogen skadelig effekter. Det er kun, hvis du går over i krom og nikkel eller tungmetaller, så har det en betydning for sundheden, men det må man selvfølgelig ikke putte i fødevarer, fortæller Lars Porskjær Christensen.

 

Hvis du vil vide mere om, hvor farvestofferne i M&M’s kommer fra, så klik på M&M’sene i skålen herunder.