Kan McDonald’s få unge til at stemme?

McDonald's på Københavnsvej i Roskilde
McDonald’s på Københavnsvej i Roskilde

To unge drenge hænger ud ved et bord udenfor McDonald’s på Københavnsvej i Roskilde. Begge har en smøg i munden. Den ene sidder ovenpå bordet, imens den anden har placeret det ene ben på bænken.

Netavisen er taget på McDonald’s for at spørge unge om kommunalvalg:

–Ved I hvornår der er kommunalvalg?

Den enes mørkebrune øjne skuler op bag et par rynkede bryn. Han puster røgen ud inden han svarer:

–Er det ikke omkring den 17. november?

Sådan lyder svaret fra den 18-årige Rasmus Schøne fra Roskilde. selvom han kun lige har fået stemmeret, og ifølge ham selv intet hørt om kommunalvalget i medierne, har han ikke skudt helt ved siden af. Der er nemlig kommunalvalg den 19. november i år, og Kommunernes Landsforening (KL) er i samarbejde med Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet i fuld gang med nye tiltag for at få folk til at stemme. Kampagnen hedder Tænk dig om før du ikke stemmer.

Læs også: Københavns solskinsparti kæmper trods modgang

Dette kommunevalg bliver dog langtfra som alle de andre. En ændring i loven har gjort det nemmere for kommunerne at tilbyde alternative valgsteder for vælgerne. Med kampagnen satser man på at hæve den faldende valgprocent ved kommunevalget netop igennem alternative valgsteder. Ikke mindre end 320 nye valgsteder er nu på plads og tilgængelige for landets 98 kommuner. Et af dem er McDonald’s. Nu er det op til kommunerne hvilke valgsteder de vil tilbyde deres borgere.

Kommunevalget i 2009 havde det laveste antal af stemmer i 35 år. Især hos de unge mellem 19 og 29 år har valgdeltagelsen været dalene, viser en undersøgelse udført af valgforskerne Kasper Møller Hansen og Yosef Bhatti i 2010. Netop for at vende denne faldende deltagelse i kommunalvalg, har KL og DUF lavet omspændende kampagner som skal give kommunalvalget mere fokus.

Læs også: Ja tak til at stemme – sammen med en Big Mac

Det kontroversielle initiativ der giver kommunerne mulighed for at bruge McDonald’s som valgsted, er sat i værk for, at imødekomme dem der ikke normalt stemmer til kommunalvalg.

Stemmer ikke til kommunalvalg

Ifølge Kasper Møller Hansen og Yosef Bhattis undersøgelse af valgdeltagelse ved kommunalvalg viser det sig, at dem der stemmer mindst, er borgere mellem 19 og 29 år, lavtuddannede, kontanthjælpsmodtagere og borgere med anden etnisk baggrund.

Faktaboks
Hvem stemte til kommunalvalg i 2009:19-21-årige: 45%*
60-69-årige: 80%Lavest uddannede: 56%
Højeste uddannede: 78%Laveste indkomstgruppe: 53%
Højeste indkomstgruppe: 79%
Kontanthjælpsmodtagere: 32%Borgere med dansk baggrund: 68%
Borgere med anden etnisk baggrund: 32%*Forholdsvis høj procentdel hos 18-årige skyldes måske at de bor hjemme og påvirkes af forældre.

–Vi har valgt at satse bredt med vores kampagne. Med initiativer som dette håber vi at få kampagnen helt ud til bl.a. nydanskere og de unge på hverdagens præmisser. Vi ved at disse grupper bedst nås gennem deres sociale netværk. F.eks. er deres mødre vigtige rollemodeler. Stemmer de, er der en stor sandsynlighed for, at deres børn stemmer, udtaler Malene Lyng Mejding, der er chefkonsulent hos KL og en af tovholderne på KL’s kampagne for kommunalvalg 2013.

Hun opfordrer kommunerne til at gøre det lettere for deres borgere at stemme ved benytte sig af de nye stemmesteder for netop at beholde og hæve den forholdsvis høje stemmeprocent vi har i Danmark.

Ville det være nemmere på McDonald’s?

På McDonald’s i Roskilde griner Rasmus og Vincent lidt over idéen om at afgive deres stemmer på McDonald’s. Rasmus kommenterer grinende:

–Så får man lige en gratis cheeseburger med på vejen eller hvad?

Det er ikke afstanden til valgstedet, der afholder dem fra at stemme til deres første kommunalvalg, men derimod lokalpolitikerne der stiller op til valget.

Læs også: »Selv i Gentofte er der jo folk, der ryger ud af dagpengesystemet«

De mener begge at der er alt for lidt information omkring hvad de forskellige partier har af planer for kommunen.

–Kommunevalg er bare meget anderledes, fordi lokalpolitikerne tit har en anden mening, end dem der er i folketinget. Der tit er stor uenighed indenfor hvert parti.

Det mener Rasmus der er meget i tvivl om hvem han vil stemme på til kommunalvalget. 
Det er han ikke den eneste der synes. Netavisen talte med fem forskellige unge på McDonald’s om kommunalvalg. De ønskede alle mere synlighed og åbenhed fra lokalpolitikerne omkring deres politik.

De unge vil jo godt være med i den politiske verden, men den politiske verden giver ikke noget fornuftigt svar til de unge om hvor den står.
Sven Mørch, socialpsykolog

Hvad mener eksperterne?

Valgforsker Yosef Bhatti mener at det er et kontroversielt valg at bruge McDonald’s som stemmested og ser både fordele og ulemper ved det:

–Det gode ved at bruge McDonald’s som stemmested for kommunalvalg er, at man kan nå ud til nogle flere. Både den dem der har langt til et stemmested, men også de mere udsatte grupper. Og folk ligger mærke til valget, fordi det er der de kommer. Man kommer jo ikke lige forbi kommunen til hverdag.

Ifølge Yosef Bhatti er faren ved at bruge McDonald’s, at nogen måske vil betragte det som useriøst, og at hvis det bliver mere udbredt at stemme ved de mobile valgstemmer, vil noget af højtideligheden ved valget måske forsvinde med tiden.

Sven Mørch, der er socialpsykolog og ungdomsforsker ved Københavns universitet, mener at selve stemmestedet ikke det mest centrale i problematikken omkring de unges manglende valgdeltagelse i kommunalvalg. Han mener at politikerne hellere skulle finde nogle politiske budskaber der interesserer de unge, så de kan se deres placering i demokratiet:

–De skal jo kunne se det fornuftige i demokrati, og at det er vigtigt, at man deltager. Og det kan være vanskeligt hvis den politiske linje er uklar, hvad den jo meget ofte er i dansk lokalpolitik.

Sven Mørch mener, at den mangel på klare signaler fra politikernes side, på mange måder skaber en form for demotivation hos de unge:

–De unge vil jo godt være med i den politiske verden, men den politiske verden giver ikke noget fornuftigt svar til de unge om hvor den står.

Selvom både Rasmus og Vincent begge synes, det er mærkeligt at blande en privat virksomhed ind i valget på den måde, kunne de muligvis godt finde på at afgive deres stemmer på McDonald’s, hvis de alligevel er der og har fundet ud af hvem de vil stemme på.

–Jeg regner med at stemme, men er lidt i tvivl om hvad jeg vil stemme. Jeg er ikke særlig glad for nogle af politikerne, udtaler Rasmus