Et EU-forbud mod salg af produkter, der indeholder konserveringsmidlet MI er trådt i kraft, efter et pres fra Miljøstyrelsen. Videnscenter for Allergi har de seneste år dokumenteret en kraftig stigning af allergi hos forbrugere af produkter der bliver på huden, som deodorant, cremer og makeup, der indeholder konserveringsmidlet MI. Derfor bad Miljøstyrelsen i 2012 EU-kommissionen om at revurdere brugen af midlet – noget der nu er blevet til et forbud, udtaler Miljøstyrelsen.
Fakta om midlet MI
– MI står for ”Methylisothiazolinone” og er et bakteriedræbende konserveringsmiddel.
– MI findes både i produkter som kosmetik, opvaskemidler og maling.
– Videnscenter for Allergi har de seneste år dokumenteret hvor allergifremkaldende stoffet er, og Danmark har derfor længe presset EU for et forbud.
– I løbet af 2017 bliver der oprettet en kontrolindsats der skal sikre at forhandlerne lever op til reglerne.
– For at undgå produkter der indeholder MI, kan man kigge efter stoffet ”Methylisothiazolinone” i varedeklarationen, eller vælge svanemærkede produkter.
Konserveringsmidlet MI bliver brugt i produkter for at forhindre bakterievækst, og er stærkt allergifremkaldende. Det kan give rødme, udslæt og kløe, og hvis man først er blevet allergisk overfor midlet, er man det resten af livet. Midlet kan også findes i produkter som maling og vaske – og rengøringsprodukter, og hvis allergien først melder sig, kan produkter som disse, selv i små mængder, fremkalde allergi.
Konserveringsmidlet MI er stadig tilladt i de såkaldte ’rinse-off’ produkter – altså produkter, der bliver vasket af, som shampoo og barberskum, men dette arbejder Miljøstyrelsen også på at få gjort forbudt i løbet af 2017.
Miljøstyrelsen anbefaler, at man, hvis man oplever en reaktion der kan ligne hudallergi, gemmer emballagen med indholdsdeklarationen og går til en hudlæge. Det kan nemlig være svært at vide om det er hudallergi eller irritation. Hvis det er hudallergi, skal man undgå stoffet resten af livet.
Læs også: Ny vaskebold indeholder færre kemikalier end andre vaskeprodukter