Den 14. april åbner den første cykelsupersti i rækken. Det bliver C99 Albertslundruten, cyklisterne først får lov at lufte hjulene på. I løbet af året skal Farumruten også gerne stå klar, efterfulgt af Vestvoldruten og Ballerupruten som forhåbentlig åbnes i 2013.
Cykelsuperstierne skal gøre det mere attraktivt for pendlerne til København at tage cyklen i stedet for bilen. Vælger flere at hoppe på den tohjulede i stedet for bilen, vil det både være sundt for miljøet og for cyklisterne selv, og det vil kunne lette trængslen på Københavns veje. De over 300 kilometer kommende cykelsuperstier skal hjælpe pendlerne til at komme hurtigere og sikrere på arbejde.
De skal være så direkte som muligt og med så få forhindringer og stop som muligt, have plads til at cyklisterne kan holde sit eget tempo og være nemme at finde.
Københavns Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal har stor tillid til de nye cykelstier og mener, at de kan gøre det mere attraktivt også for folk udenfor København at vælge cyklen til arbejde og studie:
– Københavnerne er gode til at vælge cyklen frem for bilen, fordi vi i København længe har prioriteret gode forhold for cyklister højt. Det er sværere at få pendlerne til at vælge cyklen, når de skal krydse kommunegrænsen. Derfor skal vi have lavet et rutenet af cykelsuperstier, så cyklister får gode forhold i hele hovedstadsregionen.
Cykelsuperstierne betyder kvalitet
De kommende stier skal leve op til en række kvalitetskrav. Så når du hopper på cyklen, vil du ikke længere skulle følge en masse forskellige små stier og kringlede omveje, men i stedet kunne tage den hurtigst mulige vej mellem din bolig og arbejde eller studier. Samtidig skal det være en behagelig oplevelse at færdes på cykelsuperstierne. De skal derfor være gode at køre på, og føler du dig flad, kan du bruge en af de opstillede cykelpumper. Når sneen falder, og det bliver sværere for cyklen at bore sig gennem sneen, vil det være højt prioriteret, at sneen ryddes på cykelsuperstierne.
Alle disse tiltag skal gøre, at du som cyklist føler dig sikker og tryg på stierne. Cykelsuperstierne skal hænge sammen, forbinde alle kommunerne og være nemme at finde, derfor skal cykelsuperstjernens logo være tydeligt på og langs med stierne. Samtidig skal skilte tydeligt vise, hvor cykelsuperstierne er at finde, og hvor de fører hen. Det er vigtigt, at stierne bliver så direkte som muligt og giver mulighed for, at cyklisterne kan holde sit tempo uden stop, så flest mulige synes, at stierne er et attraktivt alternativt til bilen.
I forbindelse med åbningen af den første cykelsupersti, C99 Albertslundruten, relanceres cykelsuperstiernes hjemmeside den 2. april og vil indeholde blandt andet et bedre kort og bedre navigation.
Læs også: