Det skal være sværere for de unge at ryge

 

Danske rygere kan se frem til flere forbud. Det gælder især unge rygere under 18, der får sværere ved at købe smøger, og forbydes at ryge på deres uddannelsessted, hvis det står til regeringen.

– Det vi primært vil, er at sikre, at børn og unge i deres arbejdshverdag på skoler og institutioner udsættes for væsentligt mindre passiv rygning, og at vores kontrol og sanktioner af rygeloven generelt skærpes, siger forebyggelsesordfører for Socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen.

Regeringen vil bl.a. indføre et totalforbud mod rygning på institutioner og uddannelsessteder for unge under 18, forbyde rygning på enkeltmandskontorer og fordoble bødesatserne for overtrædelse af rygeloven, der i sin nuværende form trådte i kraft i 2007.

– Det er nødvendigt med en revision, fordi mange børn og unge langt fra har fået de fordele ved, at man har fået en rygelov. Der er stadig alt for mange børn og unge, der udsættes for passiv rygning, siger Flemming Møller Mortensen.

V advarer mod forbud

På trods af tidligere uenigheder med regeringen, vil Venstre vil være at finde ved forhandlingsbordet onsdag. 

I forhold til de unge rygere, ser Venstre helst, at man rykkede ind med bedre håndhævelse af forbuddet mod salg af cigaretter til børn og unge under 18, i stedet for at rykke ind med flere forbud.

– Hvis nu vi bruger kræfter på at sikre en bedre håndhævelse, vil vi faktisk kunne nå længere end vi kan med alle mulige forbud her og der, siger sundhedsordfører for Venstre Sophie Løhde, der ikke kan se, at det er nødvendigt med et forbud mod rygning på uddannelsesinstitutionerne, da disse allerede har deres egen rygepolitik.

Forhandler uden DF

Dansk Folkeparti meddelte i en pressemeddelelse mandag, at de ikke vil deltage i flere forhandlingsmøder om revideringen af rygeloven. 

– Vi vil ikke stramme rygeloven mere. Vi synes den fungerer, som den er, siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

Det er særligt regeringens ønske om at forbyde rygning på uddannelsesinstitutioner, hvor der går unge under 18 år, som DF reagerer imod, fordi det betyder et forbud mod at ryge på efterskoler, hvor de unge både går i skole og bor.

– På efterskoler med socialt udsatte børn, der er der mange der ryger. Hvis man forbyder rygning her, har de unge ikke noget andet sted at være. Og rygning er det mindste problem, de har.

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at dobbelt så mange af de elever, der går på en efterskole, hvor rygning er tilladt, begynder at ryge i løbet af skoleåret, som de elever, der går på en efterskole med rygeforbud. 

Udover Dansk Folkeparti står Liberal Alliance også uden for forhandlingerne om en ny rygelov.

Læs mere:

»Passiv rygning er et flop!«

S klar til at bryde rygeforlig

Hør DF’s provosang mod rygeloven