De tre partier Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet slutter sig nu til resten af oppositionen og Dansk Folkeparti i at være modstandere af regeringens besparelse på Døvefilm.
Regeringen har i sit finanslovsforslag for 2018 lagt op til at spare de 7,2 millioner, som Døvefilm hvert år har modtaget i støtte fra Socialministeriet. Det vil resultere i lukningen af Døvefilm.
Ifølge Fagbladet Journalisten har et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten allerede meldt ud, at de ikke ønsker at spare Døvefilm væk.
Altså er de tre regeringspartier nu de eneste, der ønsker at lukke Døvefilm.
Forhindre information for døve
De tre partier bruger alle argumentet om, at døve vil have svært ved at følge med i samfundet, hvis Døvefilm lukker.
– Jeg mener, at det er utroligt fedtet at ville skære i Døvefilm. Det er at spare på folks adgang til viden, og i den forbindelse er syv millioner ingenting, siger kulturordfører Marianne Jelved.
Læs også: Døve i Danmark mister nyhedsplatform
Marianne Jelved (R) ved dog ikke, hvor pengene til Døvefilm skal hentes henne.
– Jeg ville ikke spare. Hvis det sker, vil jeg opfordre dem, der skal forhandle medieforlig, til at tage det op.
Hos Alternativet bliver finanslovsforslaget med lukningen af Døvefilm heller ikke taget varmt imod.
– Det synes jeg er en rigtig dårlig idé. Vi skal ikke gøre noget for at hindre, at folk, der har et handicap, kan klare sig lige så godt i samfundet, som vi andre kan, siger Alternativets handicapordfører, Ulla Sandbæk.
Også SF meddeler, at de er imod forslaget.
– Det er for fattigt at spare på ydelser, som er målrettet borgere med handicap, og vi anerkender, at døve borgere selv mener, at døvetolkning er en nødvendighed, som ikke bare kan erstattes af danske undertekster, skriver SF’s handicapordfører, Kirsten Normann Andersen, i en e-mail.
Læs også: Her er Danmarks nye døvelandshold
Hun bruger også argumentet om, at SF frygter, at døve vil blive isoleret i forhold til information.
– At være døv er et stærkt begrænsende handicap, som betyder, at borgeren i høj grad risikerer isolation fra det omkringliggende samfund, skriver hun.
Regeringen er ikke til at få i tale
Vi har forsøgt at få kommentarer fra Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance, for at høre hvad regeringen mener om den kraftige modstand mod lukningen af Døvefilm. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra nogen af dem.
Folketinget indgår typisk en aftale om finansloven i november og vedtager den officielt i december.