I indslaget her kan du høre Kamilla Søndergaard fortælle. Hun blev sidste år kastet af sin hest, da den blev bange for en motionscyklist, som kom kørende hurtigt forbi. Hun er en del af en stigende gruppe af hesteejere, der føler sig generet af motionscyklister ved skovene.
Det var en smuk efterårsdag, husker Kamilla Søndergaard, da hun sidste år red i Vestskoven med sin datter. Men de kom ikke langt fra hestestalden, før en motionscyklist kom fræsende forbi og skræmte hesten så meget, at den kastede hende flere meter op i luften og hårdt ned i jorden.
– Jeg lander meget tungt på ryggen på jorden. Jeg får rykket så hårdt i tøjlerne, at de knækker. Min datters pony bliver også forskrækket og begynder at danse rundt, men heldigvis kommer en anden hest imod os, og den virker som en stopklods, så ingen af dem stikker af, siger Kamilla Søndergaard.
Læs også: Cykeltrafik er til livsfare for hestepigerne på Amager
Hendes ulykke er en del af en voksende tendens, der på Amager i København har skabt stor konflikt mellem motionscyklister og hesteejere. Men også i Glostrup på Københavns vestegn er det et problem, når de lydløse motionscykler kommer susende. Hestene kan blive forskrækkede, så de løber løbsk med rytteren eller kaster dem af. Også for cykelrytterne kan det få fatale konsekvenser, fordi hesten kan finde på at sparke ud efter dem, når de passerer forbi.
Kunne have brækket ryggen
Selvom Kamilla Søndergaard har redet, siden hun var barn, har oplevelsen sidste år sat sine spor. Til alt held havde hun netop trænet spring på sin hest. Derfor havde hun ekstra sikkerhedsudstyr på, da ulykken skete. En sikkerhedsvest, der beskyttede hendes ryg, blev Kamilla Søndergaards redning.
– Jeg er så heldig, at jeg slap med et blåt mærke, ømme håndled og en øm ryg. Hvis jeg ikke havde haft sikkerhedsvesten på, så kunne jeg jo have brækket ryggen. Eller jeg kunne have ramt den kampesten, og så tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket, siger Kamilla Søndergaard og peger på de store sten, der er lagt for at holde biler væk fra cykel- og ridestierne.
Han kørte videre
Først blev Kamilla Søndergaard rasende og forsøgte at skjule chokket over for sin kun 13-årige datter, der var med. Da hun kom tilbage til stalden, ramte oplevelsen hende, og hun blev rigtig ked af det.
Læs også: Heste rykker måske ind på cykelstierne
– Jeg blev så vred over, at han bare kørte videre, men bagefter gik det op for mig, hvor galt det faktisk kunne være gået. Tøjlerne knækkede, så hesten kunne være løbet videre ud til den trafikerede vej, og fordi han bare kørte videre, så vidste han jo ikke, om jeg var kommet noget til, siger Kamilla Søndergaard.
Selv den bedste hest kan blive bange
Kamilla Søndergaards hest er særligt trænet til at kunne modstå pludselige lyde og bevægelser, fordi den flere gange om ugen bruges til handicapridning.
– Det er en hest, der kan stå stille, selvom en rytter skal hejses ned med en lift eller sidder og vifter med benene og siger mærkelige lyde. Men cyklisten er stadig farlig, fordi han er så lydløs og kommer med så megen fart. Hverken jeg eller hesten, der jo ikke kan se bagud, når at opfatte, at han er der, før han kommer susende bagom, siger Kamilla Søndergaard.
Hun ville ønske, at cykelrytterne var bedre til at gøre opmærksom på sig selv, når de kommer kørende mod en hest.
2 Responses to "Kamillas hest blev skræmt af cykelryttere: ”Heldigt, jeg ikke brækkede ryggen”"