Det er farligt at være lastbilchauffør i Danmark, hvis man sammenligner med andre erhverv. I 2016 var der 300 arbejdsulykker pr. 10.000 beskæftigede inden for vejgodstransport, som omfatter lastbilchauffører. Det er betydeligt højere end gennemsnittet af antal ulykker, som er på 152 ulykker pr. 10.000 beskæftigede, viser tal fra Arbejdstilsynet.
Hukommelsestab og knuste ryghvirvler
Lars Lundin skulle som så mange andre morgener en november for 15 år siden læsse vejgods op i lastvognen, da ulykken ramte. Han gled på den isglatte overflade på ladet af lastvognen og faldt halvanden meter.
– Jeg stod med begge fødder solidt plantet på underlaget en meter fra kanten. Pludselig var benene væk under mig. Det gik så lynende stærkt, at jeg slet ikke nåede at tænke, siger Lars Lundin.
Læs også: Uenighed om teknologi til at forhindre højresvingsulykker
Lars Lundin fik en hjernerystelse, der medførte hukommelsestab de første 14 dage efter ulykken. Derudover fik han knust flere ryghvirvler, der gør, at han i dag 15 år efter ulykken stadig har smerter. Lars Lundin var instrueret i sikkerheden og overholdt alle regler. Det var dog ikke nok til at sikre sig mod ulykken, som man ifølge Lars Lundin aldrig vil kunne undgå.
Vi gør, hvad vi kan
Trods antallet af arbejdsulykker bliver der allerede gjort en masse for at skabe et sikkert arbejdsmiljø ifølge Kjeld Jensen, miljøkonsulent ved 3F og en del af BAU transport og engros, der arbejder på at fremme arbejdsmiljøforhold for blandt andet lastbilchauffører.
– Det er selvfølgelig altid et problem, når der sker arbejdsulykker. Vi kan ikke undgå alle, men jeg synes, vi gør, hvad vi kan, siger Kjeld Jensen
Rent juridisk er det arbejdsgivernes ansvar, at sikkerheden er i top for lastbilchaufførerne. Men Kjeld Jensen mener, at alle har et fælles ansvar for, at chaufførerne kommer helskindet hjem. Hverken arbejdsgiveren eller chaufføren kan løse det alene.
Læs også: Sådan gik det de ’selvkørende’ lastbiler
For at sætte fokus på lastbilchaufførers sikkerhed, udfører Arbejdstilsynet tre aktionsdage i oktober, hvor de lastbilchauffører, der håndterer vejgods, får tjekket deres arbejdsmiljø.
Kilde: Arbejdstilsynet.