Lyngby-Taarbæk Kommune: Vi kan ikke løfte socialpolitikken alene

Kommunal ledsageordning trodser lovgivning og giver blinde hjælp til de daglige gøremål. 
Arkivfoto: Pxhere.com. Billedet er ikke fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

Blinde over 67 år har siden januar 2016 haft mulighed for at ansøge om ledsager, hvis de bor i Lyngby-Taarbæk Kommune. Loven tillader normalt ikke ældre, der bliver blinde, efter de fylder 67 år, at få en ledsager, men med forlængelsen af ordningen, er det muligt. Ledsageordningen er dog ikke permanent, hvilket ærgrer Bodil Kornbek (A), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Ledsageordningen

  • Som blind eller stærkt svagsynet mellem 18 og 67 år kan du få bevilget ledsageordning efter servicelovens § 97.
  • Den blinde kan beholde ledsageordningen, såfremt der er truffet afgørelse, inden personen er blevet 67 år.
  • Kommunerne kan gøre brug af § 85 i serviceloven, hvor personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer kan tilbydes hjælp, omsorg eller støtte.
  • Viborg Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune er de eneste kommuner, der tilbyder ledsageordning til personer, der søger, når de er over 67 år.

Kilde: Dansk Blindesamfund

– Ledsageordningen er ikke bare noget, vi selv kan indføre. Det skal vi have tilladelse til. Nu søger vi det igen for de borgere, der har brug for det, siger Bodil Kornbek.

Det er kommunernes ansvar

På et samråd i sidste uge slog børne- og socialminister Mai Mercado fast, at det skal være op til kommunerne at ansøge om ledsageordningen. Hun ønsker ikke at ændre lovgivningen, så blinde over 67 år kan forsat ikke få ledsager, medmindre kommunerne ansøger om det. Indtil videre har kun to kommuner i landet gjort brug af det.

– Det er vores ansvar, men det kan ikke være rigtigt, at vi skal søge om at få lov til det. Vi bliver nødt til at have ændret rammerne, så vi rent faktisk også kan løse den opgave permanent. Jeg har ikke noget problem med at løse den opgave, for det er inden for vores felt, men jeg synes, det er irriterende, at vi skal have tilladelse til noget, der er sund fornuft, siger Bodil Kornbekformand, der er formand for social- og sundhedsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Læs også: Efter mange års kamp: Blinde genvinder retten til hemmelig afstemning

Bodil Kornbek er enig med ministeren i, at kommunerne skal tage ansvar, men hun mener ikke, at politikerne på Christiansborg kan afskrive sig deres ansvar.

Flere skal oppe sig

Ifølge Dansk Blindesamfund er der hvert år omkring 1.400 personer over 67 år, der bliver blinde, og som derfor kan have behov for ledsager. Dansk Blindesamfund bakker Lyngby-Taarbæk Kommune op og ser også gerne, at regeringen ændrer lovgivningen.

– Vi ønsker for det første, at der er flere kommuner, der gør det frivilligt. Det er i første omgang det, der kan gå hurtigst. Det andet, vi ønsker, er, at regeringen laver om på loven, så man kan få ledsagelse, når man er fyldt 67 år. Det er et længere projekt, siger landsformand for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.

Læs også: Københavns Kommune halter bagefter med at sikre blinde i trafikken

I første omgang appellerer Dansk Blindesamfund til landets andre kommuner, som, de mener, bør følge i Lyngby-Taarbæks fodspor.

– Det er godt, at der er nogle kommuner, der prøver at bane vejen og viser, at der er et behov, men at det ikke er noget, der slår hul i statskassen eller kommunekassen, siger Thorkild Olesen.

Ledsageordning giver livskvalitet

For de blinde, der har gjort brug af den kommunale ledsageordning, har en hjælpende hånd været til stor gavn i hverdagens gøremål. Det føler Helge Schrøder Rasmussen på 84 år, der har været blind, siden han var 50 år.

– For mig er det ligeså meget for at få en at snakke med. Nu er jeg 84 år, og derfor er det meget rart at have nogle indimellem at sludre med, siger Helge Schrøder Rasmussen, der siden indførelsen af ledsageordningen i Lyngby-Taarbæk har haft en ledsager.

Helge Schrøder Rasmussen ansøgte ikke om ledsager, inden han blev 67 år, fordi han dengang havde sin kone til at hjælpe sig.

– Ideen med ledsageordningen er, at jeg kan komme lidt ud. Inden ordningen begyndte, lavede jeg ikke noget. Nu bruger jeg min ledsager til at handle og få fortalt, hvad det er, jeg ser, siger Helge Schrøder Rasmussen.