By og Havn har været nødt til at give et prisnedslag i beboernes parkeringslicens grundet de dårlige parkeringsforhold i blandt andet Nordre Fælled Kvarteret i Ørestad. Parkeringshusene er nemlig langt fra færdige.
I Københavns nye bydel Ørestad er byplanlæggernes vision ellers, at bilerne skal væk fra gaden. De skal pakkes væk i parkeringshuse til 12.000 kr. om året. Virkeligheden er dog en anden.
– Alle faciliteter i nye byområder står ikke klar fra start, og området ved Nordre Fælled Kvarter er stadig i udbygningsfasen, forklarer Carsten Boll, økonomidirektør i By og Havn.
Selskabet By og Havn ejes 95% af Københavns Kommune og 5% af Staten og administrerer blandt anden parkering i Ørestad.
Læs også: Ørestad: Slaget om de ekstremt dye parkeringspladser raser
Anette Harbers van Bijlevelt Rix er blandt de første beboere i Nordre Fælled Kvarteret i Ørestad og har boet der lidt over et år. Hun ærgrer sig over, at parkeringsforholdene ikke er bedre, end de er, og er selv jævnligt nødt til at parkere på en grusplads uden hverken bom eller belysning, hvilket ellers var meningen.
Arena-gæster stjæler pladsen
Selvom der er problemer med parkeringsforholdene, kan Anette Harbers van Bijlevelt Rix godt se en mening i målet om at få bilerne væk fra gaderne. Det har blandt andet haft betydning for valget om at flytte til Ørestad.
– Det er en god ide med en bydel, hvor gående og cyklende bliver prioriteret. Der er mange børnefamilier med små børn herude, og det er rart, hvis de kan lege på gaden, siger hun.
Når parkeringsproblemer bliver alvor
I praksis ser virkeligheden dog anderledes ud. Når der er arrangementer i det nye store spillested Royal Arena bliver p-pladserne nemlig hurtig fyldt op, da der ikke er nogen bom ind til beboernes parkeringspladser.
– Gæsterne i Royal Arena tager alle pladserne, der er reserveret til os beboere. Det betyder, at vi ikke kan være der, og at alle bilerne ender med at holde i de bilfri gader mellem ejendommene, fortæller Anette Harbers van Bijlevelt Rix.
Læs også: Volden mod parkeringsvagter er mere end halveret på et år
Når biler holder parkeret i de smalle gader mellem ejendommene er der ikke plads til meget andet end fodgængere. Mindst to gange har beboerne i Nordre Fælled Kvarteret oplevet, at ambulancen ikke har kunne komme frem, når der er brug for hjælp, fordi de parkerede biler holdt i vejen.
– Når man står og har akut brug for en ambulance, og den ikke kan komme frem, fordi bilerne holder parkeret på kryds og tværs, så bliver man desperat, fortæller Anette Harbers van Bijlevelt Rix.
Beboerne må selv holde justits med de mange biler
Beboerne er selv nødt til at spærre dele af gaderne af, når der foregår noget i Royal Arena. Der er nemlig ikke sat skiltning op endnu.
Læs også: Ørestad: Lange udsigter til billigere parkering
Hun har dog forståelse for, at det tager tid at etablere en helt ny bydel
– Selvfølgelig er der mange ting, der ikke fungerer optimalt endnu, og jeg klager ikke over at bo på en byggeplads, men parkeringsforholdene skal der simpelthen tages bedre hånd om.
For at imødekomme beboerne har By og Havn valgt at sætte prisen for beboerparkeringslicens ned for nogle af Ørestads beboere, indtil forholdene bliver forbedret.
– Boligerne i området fra Hannemanns allé og ned til Asger Jorns Allé betaler i øjeblikket 50% af den oprindelige parkeringslicens, fortæller Carsten Boll.