Sundhedssamtaler på jobbet skal gøre Næstved sundere

Firmaet H. Nielsen og Søn as. er ét af de firmaer, der lige nu er i gang med projektet, der skal styrke deres bevidsthed omkring sundhed. Foto: Pixabay

I Næstved har kommunalansatte siden august besøgt lokale virksomheder, for at tale med medarbejderne om sundhed.

Formålet er at få flere borgere til at benytte sig af kommunens sundhedstilbud, for at kunne behandle og forebygge en række sundhedsrelaterede sygdomme, der ellers kan udvikle sig til en farlig, smertefuld og ikke mindst kostbar fornøjelse.

Projektet er en del af en indsats fra Sundhedsstyrelsen, og er blevet sat i gang i 11 af landets kommuner.

Alle har et anvar for at forebygge skader og smerter, og arbejdspladsen kan være en oplagt ramme for en række tiltag. En indsats på arbejdspladsen kan gøre en forskel
Sundhedsstyrelsen

Projekt Krop og job i Næstved kommune

De 11 kommuner, der har modtaget støtte

  • Vesthimmerlands Kommune
  • Thisted Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Mariagerfjord Kommune
  • Greve Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Roskilde Kommune
  • Næstved Kommune
  • Aalborg Kommune

Kilde: Sundhedsstyrelsen.dk 

Projektet kaldes “Krop og job”, og på nuværende tidspunkt har medarbejderne afsluttet alle samtaler i én virksomhed.

– Lige nu er sundhedssamtalerne blevet afsluttet i én virksomhed, og vi er ude hos to nye, og flere er på vej, fortæller Jette Kjær, en af de to der er ansat i Næstved Kommune til at afholde sundhedssamtaler med medarbejdere i de forskellige virksomheder.

Projektet blev startet op hos os for tre uger siden, og indtil videre er det blevet meget positivt modtaget.
Lisbeth Serop, kontorassistent i H. Nielsen og Søn as. 

Læs også: Halvdelen af arbejdsskader anmeldes ikke 

Samtalerne falder i god jord

Jette Kjær oplever, at projektet er blevet taget rigtig godt imod af virksomhederne.

– Samtalerne er blevet taget rigtig godt i mod, og vi kan høre og se, at det sætter gang i en bredere snak om sundhed og trivsel blandt kollegerne på arbejdspladserne, forklarer Jette Kjær.

Dette bekræfter Lisbeth Serop, kontorassistent i firmaet H. Nielsen og Søn as. Firmaet er ét af de to firmaer, der lige nu er i gang med projektet.

– Projektet blev startet op hos os for tre uger siden, og indtil videre er det blevet meget positivt modtaget. Det mærker vi, fordi vores medarbejdere melder sig til samtalerne og møder op, og vi kan fornemme, at de virkelig får noget ud af sundhedssamtalerne, fortæller Listbeth Serop.

Læs også: Ny kræft-kampagne: Mænd gider ikke høre om sygdom

Medarbejderne i fokus

Både Jette Kjær og hendes kollega Helene Hansen gør meget ud af at være så meget til rådighed for medarbejderne som muligt.

– Vi gør rigtig meget ud af at komme ud til virksomhederne og være til rådighed for de ansatte på deres egen arbejdsplads i arbejdstiden. Og det er vigtigt for os at understrege, at sundhedssamtalen er fortrolig og at det er den ansatte som bestemmer, hvad der skal tales om.

Som projektet også lægger op til, er hele formålet at få flere til at benytte de eksisterende sundhedstilbud i kommunen. Jette Kjær fortæller dog, at de også kan udvikle alternativer.

– Når vi har sundhedssamtaler forsøger vi først og fremmest at sende de medarbejdere, der har brug for det, til kommunens eksisterende sundhedsfremmende tiltag, men vi kan også udvikle alternative hold for eksempel et ’ryghold’, hvis der er mange ansatte i en virksomhed, som har rygproblemer, siger Jette Kjær

Arbejdspladsen er en oplagt ramme

Sundhedsstyrelsen skriver, at hele baggrunden for projektet er, at der er sket en stigning i en række sygdomme, der er relateret til sundhedsadfærd. Det er sygdomme som diabetes, KOL, hjertekarsygdomme og kræft.

Det vil man komme til livs gennem en indsats på arbejdspladserne. Man sætter ind på arbejdspladserne, for det er her, Sundhedsstyrelsen mener, man kan gøre en forskel.

– Alle har et anvar for at forebygge skader og smerter, og arbejdspladsen kan være en oplagt ramme for en række tiltag. En indsats på arbejdspladsen kan gøre en forskel, skiver Sundhedsstyrelsen.

Projektet skal køre i tre år og i løbet af de år, skal man i de 11 Kommuner afprøve forskellige metoder, der i sidste ende skal styrke borgernes bevidsthed omkring sundhed og trivsel i hverdagen.

Sådan gjorde vi: Jeg fandt et Facebook-opslag, hvor virksomheden H. Nielsen og Søn as. skrev om det nye projekt. Jeg ringede til firmaet og tillidsmanden og blev sat ind i projektet. Tillidsmanden ønskede imidlertid ikke at optræde til citat. Derefter ringede jeg til Næstved Kommunes sundhedskonsulent. Afslutningsvist ringede jeg til Sundhedsstyrelsen, der henviste til en kronik om forebyggelsespotentialet på arbejdspladser.