Din mistede kuffert havner på auktion

Påskeferien står for døren, og rejselystne danskere pakker kufferten. Men hvis du er  uheldig og mister eller glemmer din kuffert i lufthavnen, skal du skynde dig at kontakte hittegodskontoret. Ellers bliver dine ting solgt på auktion til højestbydende.

– Hvis vi har nogle kufferter stående, som aldrig bliver hentet, så bliver de simpelthen afleveret til politiet, siger Ingolf Pedersen, der er kommerciel direktør i Novia, som tager sig af bagage i lufthavnen.

Politiet afleverer bagagen til hittegodskontoret, der opbevarer det i tre måneder. Hvis ejeren ikke er blevet fundet, bliver kufferterne solgt på offentlig auktion.

 – Der er mellem fem og ti kufferter, når vi holder en hittegodsauktion én gang om måneden. Man kan se indholdet, når man køber dem, fortæller Per Fruergaard fra Københavns Auktioner.

Ingen personlig info
Dine personlige ejendele bliver måske solgt, men oplysninger om dig følger ikke med.

– Hvis der er computere, så er harddisken taget ud, og hukommelseskortet er taget ud af kameraer. Så der er ingen personlige oplysninger, siger Per Fruergaard.

Det er dog sjældent at folk køber kufferter i håb om at finde dyrebare sager.

– Folk køber dem for kufferten og ikke for indholdet. Det skal være noget meget specielt, der er i så, forklarer Per Fruergaard.

Heldigvis er det meget få kufferter, der får en ny ejer.

– Næsten alle kufferter finder sin ejermand, det er meget, meget få der bliver væk, siger Ingolf Pedersen.
 

Links

Københavns Auktioner

Hittegodskontoret København