Nu skal de unge lære om rygningens do’s and don’ts af deres forældre.
Det er i hvert fald målet med Sundhedsstyrelsens nye kampagne But Why?. På hjemmesiden butwhysmoke.dk bliver forældre til unge mennesker guidet igennem rygningens abc, når det kommer til at forebygge rygestart.
Med korte videoer, quizzer og faktabokse bliver forældre klædt på til at tage tobaksnakken med deres børn.
Idéen med at målrette kampagnen til de unges forældre er fin, men nogle af virkemidlerne i kampagnen flopper, mener forskningsleder på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionsskole, Nina Blom Andersen.
Kampagnen kan ikke forebygge rygestart hos de unge
Nina Blom Andersen, forskningsleder på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionsskole.
Nina Blom Andersen, der tidligere har været tilknyttet Magt, Medier og Kommunikation på Roskilde Universitet, er kritisk over for videoer af unge, der ryger, som ses på hjemmesiden. I videoerne ses en gruppe unge, der hænger ud op ad en mur. De optræder ekstremt karikerede, når de taler om, hvor svedigt og sejt det er at ryge.
Nina Blom Andersen mener, at videoen kan gøre samtalen mellem forældre og unge ekstra svær.
Den overdrevne brug af ironi overskygger det overordnede budskab – at unge ikke skal ryge.
Det er problematisk, at forældrene får et billede af, at de unge kun ryger, fordi de skal virke smarte, fortæller Nina Blom Andersen.
– Videoerne udstiller unødigt de unge. Jeg bryder mig ikke om den måde at udstille dem på, siger Nina Blom Andersen om nogle af de videoer, man kan se på butwhysmoke.dk.
Læs også: Uvist om kampagner giver rygestop
Den kritik preller af hos Sundhedsstyrelsen, der står bag kampagnen.
Tværtimod mener man, at den ironiske tilgang til emnet netop hjælper til en god snak mellem teenager og forælder.
– Generelt så ved vi, at brugen af ironi i kampagner kan være med til at tage brodden af vanskellige emner, fortæller Anne Rygaard Hjorthøj.
De unge forstår budskabet
Anne Rygaard Hjorthøj forklarer yderligere, at videoerne er målrettet til de unge og ikke forældrene, på trods af de ligger på kampagnehjemmesiden til forældre. De unge kan nemlig godt forstå ironien, mener hun.
– Videoerne ligger kun på butwhysmoke.dk, fordi forældrene skal have mulighed for at se, hvad Sundhedsstyrelsen kommunikerer ud til de unge omkring rygning, forklarer Anne Rygaard Hjorthøj.
De ironiske videoer skal derfor ikke ses som en del af Sundhedsstyrelsens overordnede mål om at hjælpe forældre til at tage den vigtige snak om rygning, forsvarer Anne Rygaard Hjorthøj. De er dog tilgængelige på hjemmesiden, så forældre kan benytte sig af dem, hvis de har lyst.
– Jeg kan sagtens forestille mig, at der er nogle forældre, der vil tage udgangspunkt i videoerne, når de skal snakke med de unge, siger Anne Rygaard Hjorthøj.
Nedenfor ses en af videoerne fra But Why?, som skal forebygge rygestart hos unge. Artiklen fortsætter under videoen.
Læs også: Rygekampagner overser de ressourcesvage
Flere unge ryger
I perioden fra 2013-2017 er der sket en stigning i antallet af rygere mellem 16-24 år i Danmark. Sundhedsstyrelsen indledte i oktober 2017 en omfattende kampagne, der skulle forhindre unge i at begynde på at ryge.
But Why? skal ses som næste fase Sundhedsstyrelsens arbejde med at forebygge rygestart blandt de unge, og her er det vigtigt at få forældrene med på banen.
Anne Rygaard Hjorthøj forklarer, at forældre kan finde små klip med eksperter, der kommer med gode råd om rygeforebyggelse. Man kan blandt andet opleve en ekspert i nikotinafhængighed, der fortæller, hvorfor unge begynder at ryge.
Herunder ses udviklingen fra 2010-2017 af unge danskere, der ryger dagligt. Artiklen fortsætter under grafikken.
Læs også: Nu kan man løbe sig røgfri
Nina Blom Andersen forklarer, at forældre har en enorm indflydelse på deres børn, så derfor giver det god mening, at Sundhedsstyrelsen også henvender sig til dem. Det er et redskab, der er meget anvendt inden for kampagnestrategier – at henvende sig til forældre som en indirekte målgruppe, siger Nina Blom Andersen.
Hvad siger de unge?
Katrine Koustrup Ludvig Olsen på 20 år fra Svebølle har de seneste to år røget dagligt. En vane som hendes forældre kender til, men som de ikke tog en snak om, inden hun begyndte. En snak, som ellers kunne have ændret hendes rygevaner, mener hun.
– Det kunne godt være, at jeg havde holdt mig helt fra at ryge, hvis mine forældre havde fortalt, hvor skadeligt det var, inden jeg begyndte.
I dag er det for sent for Katrine Koustrup Ludvig Olsens forældre at tage den indledende snak, som But Why? kampagnen sætter fokus på. Hun fortæller, at der skal håndgribelige ting, som rygestopplastre eller lignende, til, hvis hendes forældre skal gøre sig forhåbninger om en røgfri datter.
Rygning og unge
- Hvert år dør ca. 13.600 på grund af rygning
- Hver eneste cigaret skader – også den første
- Øger risikoen for at få en række former for kræft, lunge- og hjertekarsygdomme
- Unge er særligt sårbare for skader ved rygning, fordi deres kroppe stadig ikke er fuldt udviklede
- 77% af dem, der ryger, begyndte at ryge regelmæssigt, inden de fyldte 18 år. Omkring halvdelen prøvede at ryge første gang, da de var 15 år eller yngre
- Hver tredje elev i en gennemsnitlig niende klasse har prøvet at ryge
- Børn og teenagere er mere sårbare over for tobak og nikotin end voksne og udvikler hurtigere afhængighed.
Kilde: butwhysmoke.dk
Kampagner kan ikke løse det hele
Det er knapt hver sjette dansker mellem 16-24 år, der ryger, og hvis det tal skal nedbringes, skal der mere end blot kampagner til.
Det mener både Anne Rygaard Hjorthøj fra Sundhedsstyrelsen og Nina Blom Andersen.
– Den her kampagne kan ikke forebygge rygestart hos de unge, der skal en lang række andre tiltag til, hvis man vil nå de unge, siger Nina Blom Andersen.
Hun kommer blandt andet ind på, at priserne på cigaretter skal sættes op, hvis man ønsker færre unge rygere. Det tiltag er man enig i hos Sundhedsstyrelsen. Her er man godt klar over, at kampagnen alene ikke kan ændre rygevaner hos de unge.
– Rygeforbyggelse kræver en flerstrenget indsats på flere fronter, det gælder også at begrænse synligheden og tilgængeligheden af tobak for de unge, siger Anne Rygaard Hjorthøj.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod efter at have læst om den nye kampagne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. De medvirkende kilder er alle blevet interviewet telefonisk.