Ris, rå fisk og tang.
De fleste danskere forbinder nok sushi med det asiatiske køkken, men står det til et dansk firma fra Odsherred, bliver de populære fiskeruller inden længe en tand mere danske.
Firmaet Dansk Tang, der ligger i Odsherred på Sjælland, har nemlig sat sig for at udvikle verdens første produktion af sushi plader lavet på dansk tang, så ruller med ris og havdyr fremover kan få en dansk indpakning.
Og spørger man Simon Weber Marcussen, der er en af mændene bag Dansk Tang, kan danske sushiplader meget vel være en rigtig god forretning.
– Det er ikke en hemmelighed for nogen, at sushi er vildt populært, og det er et kæmpe marked, hvor der faktisk er en stor efterspørgsel på et dansk produkt, siger han.
Selv Asien viser stor interesse for dansk tang, så hvis det bliver en succes, som det tegner til, så er der uanede muligheder og et meget større marked end bare Danmark
Simon Weber Marcussen, partner i Dansk Tang
Konkurrerer om innovative fødevarer
I samarbejde med en håndfuld studerende fra Professionshøjskolen Absalon deltager Dansk Tang i konkurrencen Food Days 3, der er arrangeret af Odsherred kommune, Agro Business Park, ViiRS og Connecting Zealand.
Her dyster deltagerne om at udvikle de mest bæredygtige og innovative fødevarer.
Ifølge erhvervskonsulent Anette Friis fra Odsherred Kommune er konkurrencen en hjælpende hånd til virksomheder, så de kan få udviklet nye produkter.
– Iværksættervirksomhederne har en masse drømme om produkter, men i dagligdagen har de ikke tid til at videreudvikle. I Food Days 3 kan virksomhederne så få en håndsrækning til, hvordan de skal tænke, så de hurtigt kan produktudvikle, siger Anette Friis.
Dansk sushitang er bedre for miljøet
Hos Dansk Tang er et af de store mål at gøre Danmark mere klimavenlig og bæredygtig. Og her mener Simon Weber Marcussen, at danske sushi plader ville kunne gøre en forskel.
– Det hele skal i dag helst være bæredygtigt, men vi importerer for eksempel sushi plader fra Asien i kæmpe mængder. Det vil være meget mere bæredygtigt, hvis vi kunne lave det herhjemme, siger Simon Weber Marcussen og uddyber:
Læs også: Tre ud af fire unge vil gerne leve mere bæredygtigt
– Alle ved hvor meget sushi, der ryger igennem bare på en restaurant på én aften. Og hvis man bare kunne erstatte ti eller måske bare fem procent af dem med danske sushi plader, så ville det både være en god forretning for os, men bestemt også for miljøet, siger Simon Weber Marcussen.
Drømmer om danske sushi plader til hele verden
For Simon Weber Marcussen og Dansk Tang er mulighederne uendelige, og det er også lande unden for Europa, som er i sigtekornet for den lokale virksomhed.
– Selv Asien viser stor interesse for dansk tang, så hvis det bliver en succes, som det tegner til, så er der uanede muligheder og et meget større marked end bare Danmark, siger Simon Weber Marcussen.
Selvom det tegner til at blive en succes for Dansk Tang og for de studerende fra Professionshøjskolen Absalon, er den danske sushi plade kun under udvikling med et håb om at skabe en prototype, som lever op til standarterne for det produkt, som vi kender i forvejen.
Læs også: Tang kan være fremtidens kød
– Vi regner ikke med at kunne producere den (sushi pladen, red.) fra dag et af, når konkurrencen er færdig. Men vi regner med at have en prototype, som vi så kan få skaleret op, siger Simon Weber Marcussen.
Ifølge erhvervskonsulent Anette Friis, er det netop meningen med Food Days 3.
– Ved hjælp af konkurrencen korter man tiden, fra at man har idéen, og til at man har et produkt. Så ender man med et produkt, som der næsten er en stregkode på, siger Anette Friis.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udsprang fra en bekendt af journalisten, og begge kilder er interviewet over telefonen.